Mod En Bedre Fremtid

40/44

Kapitel 39—Trængselstiden

“På den tid fremstår Mikael, den store fyrste, der står ved dit folks side. Det bliver en trængselstid, der ikke har været magen til, så længe folkeslag har været til. På den tid skal dit folk blive reddet, alle der står indskrevet i bogen.”1Dan 12,1. MBF 495.1

Når forkyndelsen af den tredie engels budskab slutter, bliver der ikke længere bedt om nåde for jordens syndige beboere. Guds børn har fuldført deres gerning. De har modtaget “sildigregnen” — “husvalelsestiderne fra Herrens åsyn,” og har forberedt sig på den tid med prøvelser, der forestår. Engle haster frem og tilbage i himlen. En engel, der vender tilbage fra jorden, melder, at hans gerning er fuldført. For sidste gang er verden blevet stillet på prøve, og alle, der har vist sig at være tro mod de guddommelige forskrifter, har modtaget “den levende Guds segl.” Nu ophører Jesus med at gå i forbøn for menneskene i den himmelske helligdom. Han løfter sine hænder og siger med høj røst: “Det er sket,” og alle englene tager deres kroner af, mens han fremsætter denne højtidelige erklæring: “Lad den, der øver uret, stadig øve uret, den, der er tilsølet, stadig søle sig til, den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den, der er hellig, stadig helliges.”2Åb 22,11.Hver især har fået sin sag afgjort til liv eller død. Kristus har sonet sine børns synder og slettet dem ud. Antallet af hans undersåtter er gjort op. Snart skal “riget og magten og storheden, som tilhørte alle riger under himlen,” gives til dem, der skal arve frelse, og Jesus skal herske som kongernes Konge og herrernes Herre. MBF 495.2

Når Jesus forlader helligdommen, breder mørket sig over jordens beboere. I denne forfærdelige tid må de retfærdige leve for en hellig Guds ansigt uden nogen talsmand. De begrænsninger, der har været for ondskaben, er fjernet, og Satan har nu fuldstændig kontrol over de uforbederligt forhærdede. Guds langmodighed er til ende. Verden har afvist hans nåde, ladet hånt om hans kærlighed og trådt hans lov under fode. Prøvetiden for de ugudelige er overskredet. Guds ånd, som så vedholdende er blevet modstået, er blevet trukket endeligt tilbage. Uden beskyttelse fra guddommelig nåde, har de intet værn mod den onde, og Satan vil da styrte jordens beboere ud i én stor endelig strid. Når Guds engle holder op med at styre de de voldsomme, menneskelige lidenskaber, vil alle stridens elementer blive sluppet løs. Hele verden rives med i en ødelæggelse langt værre end den, der overgik det gamle Jerusalem. MBF 496.1

En eneste engel dræbte alle Egyptens førstefødte og fyldte landet med sorg. Da David krænkede Gud ved at tælle folket, fremkaldte én engel den frygtelige ødelæggelse, der var straffen for hans synd. Den samme ødelæggende kraft, som hellige engle udøver, når Gud befaler det, kan også de onde engle udøve, når han tillader det. Mørkets magter holder sig parat; de venter kun på Guds tilladelse til at sprede ødelæggelse overalt. MBF 496.2

De, der ærer Guds lov, er blevet beskyldt for at nedkalde straffedomme over verden, og de bliver anset for at være skyld i de frygtelige naturkatastrofer og den strid og blodsudgydelse, som fylder jorden med sorg og smerte. Den virkning, den sidste, endelige advarsel havde, har vakt de gudløses raseri. Deres vrede er optændt mod alle, der har taget imod budskabet, og Satan puster til hadets og forfølgelsens flammer. MBF 496.3

Da Guds ånd til sidst blev taget bort fra det jødiske folk, vidste præsterne og folket det ikke. Skønt de var i Satans magt og blev drevet frem af de forfærdeligste og mest ondartedede lidenskaber, betragtede de sig stadig som Guds udvalgte folk. Tjenesten i templet fortsatte; der blev bragt ofre på dets besmittede altre, og den guddommelige velsignelse blev hver dag påkaldt over et folk, der var skyldigt i udgydelsen af Guds søns blod, og som stræbte efter at dræbe hans tjenere og apostle. Sådan vil det også blive, når helligdommens endelige og uigenkaldelige afgørelse er truffet, og verdens skæbne er bestemt for evigt. Da vil jordens beboere heller intet vide om det. Mennesker, som Guds ånd har forladt for bestandig, opretholder stadig ydre religiøse former — og den sataniske nidkærhed, hvormed det ondes fyrste vil inspirere dem til at udføre hans onde planer, vil udadtil ligne nidkærhed for Guds sag. MBF 496.4

Da sabbatten er blevet det store stridsspørgsmål i hele kristenheden, og da religiøse og verdslige magter går sammen om at gennemtvinge søndagens helligholdelse, vil et lille mindretals vedholdende nægtelse af at underkaste sig det folkelige krav nedkalde en almindelig fordømmelse over dem. Man vil hævde, at de få, der modsætter sig en kirkelig forordning og en af landets love, ikke bør tåles, og at det er bedre, at de lider, end at hele nationer styrtes ud i lovløshed og ødelæggelse. Samme argument blev for snart 2000 år siden brugt mod Jesus af jødefolkets ledere. “Det er bedre for jer,” sagde den onde Kajfas, “at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.”3Joh 11,50. MBF 497.1

Dette argument vil blive anset for at være afgørende, og det vil ende med, at der udstedes et dekret, der fordømmer dem, der helligholder det fjerde buds sabbat, idømmer dem lovens strengeste straffe og giver folk ret til efter en vis tid at slå dem ihjel. Katolicismen i den gamle verden og den frafaldne protestantisme i den nye vil følge samme fremgangsmåde over for dem, der holder alle Guds bud i ære. MBF 497.2

Guds folk vil blive kastet ud i sådanne oplevelser af sorg og lidelse, som profeten beskriver som en trængselstid for Jakob. “Dette siger Herren: Vi har hørt angstråb, der er frygt, ikke fred. … Hvorfor ser jeg da alle mænd … med blege ansigter? … Ve jer! Stor er denne dag, ingen dag er som den! Det er en trængselstid for Jakob, men han skal komme frelst ud af den.”4Jer 30,5-7. MBF 497.3

Den pinefulde nat, da Jakob kæmpede i bøn for at blive udfriet af Esaus hånd,51 Mos 32,24-30.er et billede på Guds folks erfaring i trængselstiden. På grund af Jakobs bedrag for at sikre sig sin fars velsignelse, som tilkom Esau, måtte han flygte for sit liv, da han hørte sin brors dødstrusler. Efter at have været mange år i landflygtighed, brød han op for på Guds befaling at vende tilbage til sit fødeland med sine hustruer og børn, hyrder og kvægflokke. Da han nåede landets grænse, blev han rædselsslagen ved meddelelsen om, at Esau var på vej mod ham i spidsen for en skare krigere — uden tvivl for at hævne sig. Jakobs ubevæbnede og forsvarsløse følge så ud til at skulle blive hjælpeløse ofre for vold og drab. Oven på byrden af angst og frygt lå den knusende vægt af selvbebrejdelse — det var jo hans egen synd, der havde bragt ham i denne fare. Hans eneste håb var Guds nåde; hans eneste forsvar måtte være bøn. Men han lader intet ugjort for at sone uretten mod sin bror og afværge den truende fare. På samme måde bør Kristi efterfølgere, når de nærmer sig trængselstiden, gøre alt for at stå i det rette lys over for folket og for at afvæbne fordom og undgå den fare, der truer trosfriheden. MBF 497.4

Efter at have sendt sin familie bort for at de ikke skal være vidne til hans kval, bliver Jakob alene tilbage for at bede til Gud. Han bekender sine synder, takker for al den nåde, Gud har vist ham, og med dyb ydmyghed henviser han til den pagt, Gud har sluttet med hans fædre, og til de løfter, Gud har givet ham i et natligt syn i Betel og i det land, hvor han har levet i landflygtighed. Hans livs krise er kommet — alt står på spil. I mørket og ensomheden fortsætter han med at bede og ydmyge sig for Herren. Pludselig mærker han en hånd på sin skulder. Han tror, at det er en fjende, der stræber ham efter livet, og med fortvivlelsens mod brydes han med sin modstander. Ved daggry bruger den fremmede sin overmenneskelige styrke; herefter synes den ellers stærke Jakob at være lammet og falder hjælpeløs og grædende sin mystiske modstander om halsen. Nu ved Jakob, at det er Pagtens Engel, han har kæmpet med. Skønt han er blevet invalideret og har store smerter, holder han fast ved sit forsæt. Han har længe været rådløs, angergiven og bedrøvet på grund af sin synd. Nu må han have vished for, at den er tilgivet. Den guddommelige gæst lader til at ville forlade ham, men Jakob klynger sig til ham og trygler om hans velsignelse. Englen indvender: “Slip mig! det er ved at blive lyst!” men patriarken svarer: “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!” Hvilken tro, hvilken fasthed og udholdenhed viser han ikke! Havde det været et overmodigt eller formasteligt krav, ville Jakob straks være blevet dræbt — men han havde en sikkerhed, som kun den har, der tilstår sin svaghed og uværdighed, men alligevel stoler på den barmhjertige og trofaste Gud. MBF 498.1

“Han kæmpede med englen og sejrede.”6Hos 12,5.Ved ydmygelse, anger og selvovergivelse overvandt dette fejlende, syndige og vildfarne menneske himlens Majestæt. Med skælvende hænder greb han fat i Guds løfter, og Gud kunne i sin grænseløse kærlighed ikke afvise synderens bøn. Som et tegn på hans sejr, og som en opmuntring til andre om at følge hans eksempel, blev hans navn ændret, fra ét, der mindede om hans synd, til ét, der vidnede om hans sejr. At Jakob havde sejret hos Gud, gav ham en forvisning om, at han ville sejre hos mennesker. Nu frygtede han ikke længere for at møde sin brors vrede, for Herren var hans forsvarer. MBF 498.2

Satan havde anklaget Jakob over for Guds engle og krævet ret til at tilintetgøre ham på grund af hans synd. Han havde fået Esau til at drage ud imod ham; og i den lange nat, da patriarken kæmpede med Gud, søgte Satan at overvælde ham med skyldfølelse for at få ham til at miste modet og slippe sit tag i Gud. Jakob blev næsten drevet til fortvivlelse, men han vidste, at uden himlens hjælp var han fortabt. Han havde inderligt angret sin store synd, og han påkaldte Guds barmhjertighed. Han ville ikke opgive sit forsæt, men holdt fast i englen og fortsatte fortvivlet og forpint sine indtrængende bønner, indtil han fik sin vilje. MBF 499.1

Ligesom Satan lokkede Esau til at gå imod Jakob, vil han i trængselstiden ophidse de onde til at tilintetgøre Guds folk. Og som han anklagede Jakob, vil han anklage Guds folk. Han regner hele menneskeheden som sine undersåtter, men den lille flok, der holder Guds bud, sætter sig op imod hans autoritet. Hvis han kunne udslette dem fra jordens overflade, ville hans sejr være fuldkommen. Han ser, at hellige engle står vagt om dem, og deraf slutter han, at deres synder er blevet tilgivet; men han ved ikke, at deres sag er blevet afgjort i den himmelske helligdom. Han ved ganske nøje, hvilke synder han har fristet dem til at begå, og han præsenterer dem for Gud på en fuldstændigt overdrevet måde, idet han hævder, at disse mennesker fortjener at udelukkes fram Guds nåde i lige så høj grad som han selv. Han erklærer, at Gud er uretfærdig, hvis han tilgiver deres synder og samtidig udrydder ham og hans engle. Han hævder, at de er hans bytte, og kræver at de skal overlades ham til tilintetgørelse. MBF 499.2

Da Satan anklager Guds folk for deres synder, tillader Gud ham at prøve dem til det yderste. Deres tillid til Gud, deres tro og standhaftighed vil blive sat alvorligt på prøve. Når de ser tilbage på deres fortid daler deres håb, for de ser så lidt godt i hele deres liv. De er sig fuldstændigt bevidst om deres egen svaghed og uværdighed. Satan prøver at skræmme dem med tanken om, at deres sag er håbløs, og at de aldrig vil blive renset fra deres synder. På den måde håber han at nedbryde deres tro, så de giver efter for hans fristelser og opgiver deres troskab mod Gud. MBF 499.3

Skønt Guds folk vil blive omringet af fjender, der er opsat på at tilintetgøre dem, er den angst, de føler, ikke angst for at blive forfulgt for sandhedens skyld. De frygter, at de ikke har angret alle deres synder, og at de på grund af deres ufuldkommenhed ikke vil opleve opfyldelsen af Frelserens løfte: “Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig.”7Åb 3,10.Kunne de blot få vished om tilgivelse, ville de ikke vige tilbage for tortur eller død; men hvis de var uværdige og mistede livet på grund af deres egne karakterfejl, ville Guds hellige navn blive vanæret. MBF 499.4

Overalt hører de om forræderiske planer og ser virkningerne af oprøret, og de de bliver grebet af et stærkt og inderligt ønske om, at dette store frafald snart må blive stoppet, og at de gudløses ondskab bringes til afslutning. Men i og med at de indtrængende beder Gud om at standse oprøret, er det med en tydelig følelse af selvbebrejdelse, fordi de ikke selv ikke har mere kraft til at modstå denne flodbølge af ondskab og tvinge den tilbage. De føler, at hvis de altid havde brugt alle deres evner i Kristi tjeneste, ville Satans styrker ikke så let kunne få overhånd over dem. MBF 500.1

De ydmyger sig for Gud, mens de minder ham om de synder, de tidligere har angret, og klynger sig til Frelserens løfte om, at intet skal skade dem, der søger hans beskyttelse og “slutter fred med mig, ja, slutter fred med mig.”8Es 27,5. MBF 500.2

Deres tro svigter ikke, selv om deres bønner ikke straks bliver besvaret. Skønt de gennemgår den største ængstelse, frygt og smerte holder de ikke op med at bede. De sætter deres lid til Guds magt, ligesom Jakob holdt fast ved englen, og råber “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” MBF 500.3

Hvis Jakob ikke i forvejen havde angret den synd, han begik, da han skaffede sig førstefødselsretten ved bedrageri, kunne Gud ikke have hørt hans bøn og skånet hans liv. Det samme gælder for Guds folk; hvis der i trængselstiden, hvor de vil blive pint af frygt og smerte, dukker synder op, de ikke har tilstået og angret, ville de blive overmandet. Fortvivlelse ville lamme deres tro, og de ville ikke have selvtillid til at kunne bede Gud om befrielse. Men skønt de føler deres store uværdighed, har de ingen skjulte synder at bekende. Deres synder er gået forud til dom og er blevet udslettet, og de kan ikke længere erindre dem. MBF 500.4

Satan får mange til at tro, at Gud vil bære over med deres utroskab i småting; men Herren viser i sin handlemåde med Jakob, at han absolut ikke vil billige eller tåle, hvad der er ondt. Alle, der forsøger at undskylde eller skjule deres synder og tillader, at de bliver stående i himlens bøger uden at være tilstået og tilgivet, vil bukke under for Satan. Jo mere ophøjet deres bekendelse er, og jo mere ærefuld en stilling de indtager, des mere alvorlig er deres synd i Guds øjne — og jo mere sikker er deres store modstanders triumf. De, som venter med at gøre sig klar til Herrens dag, vil ikke kunne gøre det i trængselstiden eller på noget senere tidspunkt. De har alle en håbløs sag. MBF 500.5

De bekendende kristne, der går uforberedte ind i den sidste frygtelige strid, vil i deres fortvivlelse tilstå deres synder, mens de gudløse hoverer over deres pine. Deres bekendelser er af samme karakter som Esaus og Judas'. De mennesker, der fremsætter dem, sørger over resultatet af overtrædelsen, ikke over deres synd. De føler ingen virkelig anger eller afsky for det onde. De tilstår deres synd af frygt for straf, men som Farao i gamle dage ville de fortsætte med at trodse Gud, hvis dommen blev tilbagekaldt. MBF 501.1

Jakobs historie er en forsikring om, at Gud ikke vil forkaste dem, der er blevet bedraget, fristet og lokket ind i synden, men som er vendt tilbage til ham i sand anger. Satan vil forsøge at tilintetgøre dem, men Gud og hans engle vil beskytte dem, når de kommer i fare. Satans angreb er voldsomme og målrettede og hans bedrag frygtelige, men Herren holder øje med sit folk og hører deres råb om hjælp. Deres lidelser er store, og det ser ud, som om ovnens flammer er ved at fortære dem, men han, som sidder ved smeltediglen, vil bringe dem ud som guld renset i ilden (når guld og sølv bliver smeltet, bliver det renset for urenheder!). Guds kærlighed til sine børn i denne deres strengeste prøvelse er lige så stor og varm som i medgangens lyseste dage. Men det er nødvendigt for dem at gå gennem ildprøven; deres jordbundethed må fjernes, så de helt kan genspejle Kristi billede. MBF 501.2

Den tid med smerte og sorger, der ligger foran os, vil kræve en tro, der kan udholde træthed, ventetid og sult — en tro, der ikke vakler trods hårde prøvelser. Alle får en prøvetid, så de kan forberede sig. Jakob sejrede, fordi han var udholdende og beslutsom. Hans sejr er et vidnesbyrd om kraften i vedholdende bøn. Alle, der vil holde fast ved Guds løfter, som Jakob gjorde, og er lige så oprigtige og udholdende som han, vil sejre som han sejrede. De, der ikke er villige til at fornægte sig selv og bede længe og indtrængende om Guds velsignelse, vil ikke opnå den. Kun få ved, hvad det vil sige at kæmpe med Gud. Kun få har prøvet at længes så inderligt efter Gud, at de er anspændt til det yderste. Når en ubeskrivelig fortvivlelse skyller ind over den, der beder, er det kun de færreste, der med urokkelig tro klynger sig til Guds løfter. MBF 501.3

De, der kun gør lidt ved sin tro nu, står i den største fare for at falde for bukke under for styrken i de sataniske bedrag og kravet om styring af samvittigheden. Og selv om de består prøven, vil deres angst og fortvivlelse i trængselstiden være større, fordi de aldrig har gjort det til en vane at stole på Gud. Den erfaring med troen, de har forsømt at opnå, vil de blive tvunget til at lære under et frygteligt modløshedens pres. MBF 502.1

Det er nu, vi skal lære Gud at kende ved at sætte hans løfter på prøve. Engle registrerer alle ærlige og oprigtige bønner. Vi må hellere opgive selviske ønsker end forsømme at have fællesskab med Gud. Den største fattigdom og selvfornægtelse med Guds velbehag er langt bedre end rigdom, ære, velvære og venner uden dette. Vi må tage os tid til at bede. Hvis vi tillader vore tanker at blive opslugt af verdslige interesser, vil Gud måske give os tid til bøn ved at berøve os vore afguder, det være sig rigdom, huse eller frugtbar jord. MBF 502.2

Unge mennesker ville ikke blive forledt til at synde, hvis de nægtede at vælge enhver vej, de ikke kunne få Guds velsignelse til. Hvis de, der bringer den sidste alvorlige advarsel til verden, ville bede om Guds velsignelse, ikke på en kold, ligegyldig måde, men med inderlig tro, som Jakob gjorde det, ville de finde mange steder, hvor de kunne sige: “Jeg har set Gud ansigt til ansigt, og har reddet livet.”91 Mos 32,30.Himlen ville regne dem som fyrster, og de ville få magt til at få det, som de ønsker sig, med Gud og mennesker. MBF 502.3

Den store “trængselstid, der ikke har været magen til,” vil snart være over os, og vi vil behøve en erfaring, som vi ikke har nu, og som mange er for sløve til at skaffe sig. Ofte ser problemerne større ud på forhånd, end når de virkelig er der, men det gælder ikke den krise, der ligger foran os. Selv den mest levende fantasi kan ikke forestille sig trængslernes størrelsesorden. I den prøvelsens time vil enhver være alene med Gud. Selv om “Noa, Daniel og Job” var i landet, så kunne de “så sandt jeg lever, siger Gud Herren, hverken redde søn eller datter; men ved deres retfærdighed havde de reddet deres eget liv.”10Ez 14,20. MBF 502.4

Mens vor store ypperstepræst gør soning for os, burde vi derfor bestræbe os på at leve op til Kristi fuldkommenhed. End ikke i tankerne kunne Frelseren lokkes til at give efter for fristelse. I menneskehjerterne finder Satan steder, hvor han kan vinde fodfæste; der næres et syndigt ønske, hvor hans fristelser kan udøve deres magt. Men Kristus sagde om sig selv: “Verdens fyrste kommer; og i mig kan han intet gøre.”11Joh 14,30.Satan kunne intet finde i Guds søn, som gjorde det muligt for ham at sejre over ham. Jesus havde holdt sin fars bud, og hos ham fandtes der ingen synd, som Satan kunne benytte sig af. Sådan skulle mennesker gerne være for at kunne udholde trængselstiden. MBF 502.5

Det er i dette liv, vi skal rense os for synd ved tro på forsoningen i Kristus. Vor dyrebare frelser indbyder os til at forene vor svaghed med hans styrke, vor uvidenhed med hans visdom og vor uværdighed med hans fortjenester. Det er i Guds forsyns skole, vi skal lære Jesu sagtmodighed og ydmyghed. Herren sætter altid livets sande mål foran os — ikke den vej, vi selv måtte vælge, og som forekommer os lettere og mere behagelig. Det står til os at samarbejde med de kræfter, himlen bruger til at tilpasse vor karakter efter det guddommelige forbillede. Ingen kan ignorere eller udsætte det uden den største fare for sin sjæl. MBF 503.1

I et syn hørte apostlen Johannes en høj røst i himlen sige: “Ve over jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer med stort raseri, fordi han ved, at hans tid er kort.”12Åb 12,12.Frygtelige er de forhold, der fremkalder dette udbrud fra den himmelske røst. Satans forbitrelse vokser, efterhånden som hans tid løber ud, og hans bedrageriske og ødelæggende værk når sit højdepunkt i trængselstiden. MBF 503.2

Frygtelige, overnaturlige syner vil snart vise sig på himlen — tegn på undergørende dæmoners virksomhed. Onde ånder vil gå ud til jordens konger og til hele verden for at bedrage dem og tilskynde dem til at forene sig med Satan i hans sidste kamp mod himlens styre. Både landenes ledere og deres undersåtter vil blive bedraget af disse ånder. Mennesker vil stå frem og foregive, at de er Kristus selv og gøre krav på den titel og den tilbedelse, som tilkommer verdens frelser. De vil udføre underfulde mirakler og påstå, at de har fået himmelske åbenbaringer, der modsiger Skriftens vidnesbyrd. MBF 503.3

Som højdepunktet i det store bedrageri vil Satan selv udgive sig for at være Kristus. Kirken har længe bekendt sig til at se hen til Frelserens genkomst som opfyldelsen af sit håb. Nu vil den store bedrager få det til at se ud, som om Kristus er kommet. Forskellige steder i verden vil Satan vise sig blandt mennesker som en majestætisk, strålende skikkelse, der ligner den beskrivelse af Guds søn, som Johannes giver i Åbenbaringen 1,13-15. Den herlighed, der omgiver ham, overgår alt, hvad menneskeøjne hidtil har set. Et triumferende råb lyder overalt: “Kristus er kommet! Kristus er kommet!” Folk kaster sig ned og tilbeder ham, mens han løfter sine hænder og velsigner dem, som Jesus velsignede sine disciple, da han var på jorden. Hans stemme er mild, dæmpet og melodisk. I et blidt, medfølende tonefald fremsætter han nogle af de samme nådige, himmelske sandheder, Frelseren gav udtryk for. Han helbreder de syge. Mennesker antager ham for at være Kristus, og så gør han i sin påtagne skikkelse af Kristus krav på at have ændret sabbatten til søndag og befaler alle at helligholde den dag, han har velsignet. Han erklærer, at de, der bliver ved med at holde den syvende dag hellig, bespotter hans navn ved at nægte at lytte til hans engle, der er sendt dem med lys og sandhed. Dette er det store, næsten uimodståelige bedrag. Ligesom samaritanerne, der lod sig bedrage af troldmanden Simon, vil masserne fra den mindste til den største give agt på disse trolddomskunster og sige: “Han er Guds kraft, den der kaldes Den Store.”13ApG 8,10. MBF 503.4

Men Guds børn vil ikke blive bedraget. Den falske Kristus forkynder en lære, der ikke er i overensstemmelse med Skriften. Han velsigner dem, der tilbeder dyret og dets billede, netop de mennesker, som ifølge Bibelen skal drikke Guds ublandede vredes vin. MBF 504.1

Længere får Satan ikke lov til at efterligne Kristi genkomst. Frelseren har advaret sit folk mod forfalskninger på dette punkt. Han har tydeligt forudsagt, hvordan hans andet komme skal forme sig: “Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. … Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være.”14Matt 24,24-27.31; 25,31; Åb 1,7.; 1 Thess 4,16-17.Dette komme er der ingen, der kan gøre efter. Det skal ses overalt — hele verden vil blive vidne til det. MBF 504.2

Kun de, der flittigt har studeret Skriften og taget imod kærligheden til sandheden, vil blive beskyttet mod det mægtige bedrag, som verden falder for. Ved hjælp af Bibelens vidnesbyrd vil de opdage bedrageren trods hans forklædning. Prøvelsens time vil komme til alle, og da vil det vise sig, hvem der er de sande kristne. Er Guds folk så sikkert forankret i hans ord, at de ikke vil tro på det, de ser med deres egne øjne? Vil de i en sådan krise holde fast ved Bibelen og Bibelen alene? Hvis Satan på nogen måde kan, vil han forhindre dem i at forberede sig på at stå fast i denne prøve. Han vil spærre vejen for dem, besnære dem med jordiske skatte, få dem til at bære tunge byrder, så de bliver optaget af dette livs bekymringer, og prøvelsens dag kommer over dem som en tyv om natten. MBF 504.3

Når kristenhedens forskellige ledere har vedtaget et dekret mod dem, der holder Guds bud, så de unddrages regeringens beskyttelse og prisgives dem, der måtte ønske at udrydde dem, da flygter Guds folk fra byer og landsbyer og samles i grupper på øde og ensomme steder. Mange søger tilflugt i bjergene. Som de kristne i Piemontes dale vil de gøre bjergene til deres kirke og takke Gud for “klippeborgen.”15Es 33,16.Men mange af alle nationer og alle klasser — høj og lav, rig og fattig, sort og hvid — vil blive underkastet den mest uretfærdige og grusomme undertrykkelse. Guds elskede børn gennemgår svære tider i lænker, fængslede, dødsdømte, nogle tilsyneladende henvist til at dø af sult i mørke og afskyelige fængsler. Intet menneskeligt øre hører deres stønnen, ingen rækker dem en hjælpende hånd. MBF 505.1

Vil Herren glemme sine børn i denne prøvelsens time? Glemte han den trofaste Noa, da dommen kom over verden før syndfloden? Glemte han Lot, da ild faldt ned fra himlen og fortærede byerne på sletten? Glemte han Josef, da han var alene blandt afgudsdyrkere i Egypten? Glemte han Elias, da Jezabel truede ham med samme skæbne som Ba'als profeter? Glemte han Jeremias, da han sad i den mørke og dystre cisterne i fængslet? Glemte han de tre trofaste i ildovnen? Eller Daniel i løvekulen? MBF 505.2

“Men Zion siger: ‘Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!’ Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.”16Es 49,14-16.Hærskarers Herre har sagt: “Den, der rører jer, rører ved mit øjeæble.”17Zak 2,12. MBF 505.3

Selv om deres fjender kaster dem i fængsel, kan fængslets mure ikke afskære forbindelsen mellem dem og Kristus. Han, som kender alle deres svagheder og selv har været gennem alle prøvelser, står over alle jordiske magter, og der vil komme engle ned til dem i de ensomme celler med lys og fred fra himlen. Fængslet vil være som et palads, for dér findes de rige i troen, og de triste mure vil blive oplyst af himmelsk glans, som da Paulus og Silas bad og sang lovsange ved midnatstid i fængslet i Filippi. MBF 505.4

Guds dom vil komme over dem, der søger at undertrykke og udrydde hans børn. Hans langmodighed med de gudløse gør mennesker dristigere i deres overtrædelse, men selv om straffen udsættes længe, vil den komme, og den bliver frygtelig. “Herren rejser sig som ved Perasims bjerg, han er ophidset som i dalen ved Gibeon; han gør sin gerning, en fremmed gerning, han udfører sit værk, et fremmedartet værk.”18Es 28,21.For vor barmhjertige Gud er straf noget fremmedartet. “Så sandt jeg lever, siger Herren Gud: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død.”19Ez 33,11.“Herren er en barmhjertig og nådig Gud, … men han lader ikke den skyldige ustraffet.” “Herren er sen til vrede, men stor i kraft og lader ingen ustraffet.”202 Mos 34,6-7; Nah 1,3.I retfærdig harme vil han hævde sin overtrådte lovs autoritet. Hvor streng denne straf vil blive, kan man slutte sig til ved at betragte Herrens ulyst til at effektuere dommen. Det folk, som han så længe har båret over med og ikke villet straffe, før målet for dets uretfærdighed er fuldt i hans regnskab, skal til sidst drikke vredens bæger uden nogen barmhjertighed. MBF 505.5

“Når Kristus indstiller sin forbøn i den himmelske helligdom, udøses den ublandede vrede, som truede alle dem, der tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på deres pande eller hånd.”21Åb 14,9-10.De plager, der ramte Egypten, da Gud skulle til at befri Israel, var af samme art som de langt frygteligere domme, der vil ramme verden lige før Guds børns endelige befrielse. Åbenbaringens forfatter beskriver dem således: “Lede, ondartede bylder ramte de mennesker, der havde dyrets mærke og tilbad dets billede.” Havet “blev til blod som fra en død, og alle levende væsner i havet døde.” “Floderne og kilderne … blev til blod.” Disse straffe er frygtelige, men Gud er fuldstændig retfærdig. Herrens engel erklærer: “Retfærdig er du, … fordi du har fældet denne dom; de har udgydt de helliges og profeternes blod, nu har du givet dem blod at drikke, og det fortjener de.”22Åb 16,2-6.Ved at dømme Guds børn til døden har de pådraget sig lige så stor skyld, som hvis de med deres egne hænder havde udgydt deres blod. Kristus erklærede sin samtids jøder skyldige i alle de hellige mænds blod, der var udgydt siden Abel tid, for de var besjælet af den samme ånd og gjorde de samme gerninger som profeternes mordere. MBF 506.1

I de følgende plager får solen magt til “at brænde menneskene med sin ild. Og menneskene blev forbrændt af den voldsomme hede.”23Åb 16,8-9.Profeterne beskriver forholdene på jorden i denne frygtelige tid: “Marken er ødelagt, agerjorden sørger; … høsten på marken slog fejl. … Alle markens træer visner. Ja, glæden er gjort til skamme blandt menneskene.” “Forråd fordærves bag lås og slå. … Hvor dyrene dog klager! Kvægflokkene løber vildt omkring, for de har intet græs. … Vandløbene tørrer ud, og ilden fortærer steppens græsgange.” MBF 506.2

“Paladsets sangerinder skal jamre på den dag, siger Gud Herren. Der ligger dynger af lig overalt.”24Joel 1,10-12.17-20; Amos 8,3. MBF 506.3

Disse plager falder ikke overalt på jorden, for så ville alle dens beboere omkomme. Alligevel er de den værste svøbe, mennesker nogen sinde har oplevet. Alle de straffedomme, der har ramt mennesker før nådetidens afslutning, har været mildnet af nåde. Kristi forbønner har skånet synderen for den fulde straf; men ved den endelige dom udløses vreden uden at være iblandet barmhjertighed. MBF 506.4

Til den tid vil millioner ønske at blive beskyttet af Guds barmhjertighed, som de så længe har foragtet. “Der skal komme dage, siger Gud Herren, da jeg sender hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. De skal flakke om fra hav til hav, og fra nord til øst skal de strejfe rundt og søge efter Herrens ord, men de finder det ikke.”25Amos 8,1112. MBF 507.1

Guds folk vil ikke undgå lidelser, men skønt de forfølges, lider afsavn og sulter, vil de ikke omkomme. Den Gud, der sørgede for Elias, vil ikke glemme ét eneste af sine selvopofrende børn. Han, der tæller deres hovedhår, vil sørge for dem og mætte dem i hungersnødens tid. Mens de gudløse dør af sult og pest, vil engle beskytte de retfærdige og give dem, hvad de behøver. Til den, “som vandrer retfærdigt,” er dette løfte givet: “Han får sit brød, han er sikret sit vand.” “De hjælpeløse og fattige søger vand, men der er ikke noget, deres tunge tørrer ud af tørst. Jeg, Herren, vil svare dem, jeg, Israels Gud, svigter dem ikke.”26Es 33,15-16;41,17. MBF 507.2

“For figentræet sætter ikke blomst, vinstokken bærer ikke frugt; olivenhøsten slår fejl, marken giver ingen afgrøde. Fårene er forsvundet fra folden, der er intet kvæg i indhegningen. Jeg vil juble over Herren og fryde mig over min frelses Gud.”27Hab 3,17-18. MBF 507.3

“Herren bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre side. Om dagen stikker solen dig ikke, månen ikke om natten. Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer dit liv.” “Han redder dig fra fuglefængerens fælde, fra den hærgende pest. Han dækker dig med sine fjer, du kan søge ly under hans vinger; hans trofasthed er skjold og værn. Du skal ikke frygte for nattens rædsler eller for pilen, der flyver om dagen, ikke for pesten, der breder sig i mørket, eller for soten, der hærger ved højlys dag. Om end tusinder falder ved din side, titusinder ved din højre hånd, dig skal intet ramme. Med egne øjne skal du se, at de ugudelige får deres straf. ‘Du, Herre, er min tilflugt!’ Den Højeste har du gjort til din bolig, intet ondt skal ramme dig, ingen plage skal nå dit telt.”28Sl 121,5-7;91,3-10.28 MBF 507.4

Men for mennesker vil det se ud, som om Guds børn snart skal besegle deres vidnesbyrd med deres blod som martyrerne før dem. De begynder selv at frygte, at Herren vil lade dem falde i deres fjenders hænder. Det er en frygtelig tid, og dag og nat råber de til Gud om befrielse. De gudløse hoverer og spørger hånligt: “Hvor er jeres tro nu? Hvorfor frier Gud jer ikke af vore hænder, hvis I virkelig er hans folk?” Men de ventende husker Jesus, der hang døende på korset, mens ypperstepræsterne og de ældste spottede ham: “Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.”29Matt 27,42.Ligesom Jakob kæmper de alle med Gud. Deres ansigter er blege og røber deres indre kamp, men de ophører ikke med deres inderlige bønner. Hvis menneskers øjne blev åbnet, ville de se skarer af mægtige engle rundt om dem, der har bevaret ordet om Kristi udholdenhed. Med medfølende ømhed har englene set deres lidelse og hørt deres bønner. De venter på deres anførers ordre til at udfri dem af faren. Men de må vente lidt endnu. Guds folk må tømme kalken og døbes med dåben. Netop den udsættelse, som er så pinefuld for dem, er det bedste svar på deres bønner. Idet de anstrenger sig for at vente i tro på Herren, må de øve den tro, det håb og den tålmodighed, som de har vist alt for lidt af i deres religiøse erfaring. Men for de udvalgtes skyld vil trængselstiden alligevel blive forkortet. “Skulle Gud ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? … Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.”30Luk 18,7-8.Afslutningen vil komme hurtigere, end mennesker venter. Hveden vil blive samlet og bundet i neg til den himmelske lade; ugræsset vil blive bundet i knipper til den ødelæggende ild. De trofaste, himmelske vægtere fortsætter deres vagt. Skønt der ved lov er fastsat et tidspunkt, da de, der holder Guds bud, skal dø, hænder det, at deres fjender vil komme den forordning i forkøbet og søge at tage deres liv før det fastsatte tidspunkt. Men ingen kan komme forbi de mægtige vagtposter, der er posteret rundt om alle trofaste sjæle. Nogle bliver angrebet under flugt fra byer og landsbyer, men de sværd, der løftes imod dem, knækker og falder til jorden, som var de halmstrå. Andre bliver forsvaret af engle i skikkelse af soldater. MBF 507.5

Gud har til alle tider undsat og befriet sine børn ved hellige engle. Himmelske væsener har grebet aktivt ind i menneskers liv. De har vist sig i klædninger, der skinnede som lynet; de er kommet forklædt som mennesker på rejse. I menneskeskikkelse har engle vist sig for Guds mænd. De har hvilet sig under træerne ved middagstid, som om de var trætte. De har taget imod gæstfrihed i menneskers hjem. De har optrådt som førere for vildfarne rejsende. De har med egne hænder tændt ilden på alteret. De har åbnet fængselsdøre og befriet Guds tjenere. Klædt i himmelsk rustning kom de for at vælte stenen bort fra Frelserens grav. MBF 508.1

Engle er ofte til stede i menneskeskikkelse, når de retfærdige samles; de besøger også de gudløses forsamlinger — som da de gik til Sodoma for at få rede på indbyggernes handlinger, for at det kunne blive afgjort, om de havde overskredet grænsen for Guds langmodighed. Herren finder glæde i at være barmhjertig, og af hensyn til de få, der virkelig tjener ham, holder han katastrofer tilbage og forlænger freden for mange. De, der synder mod Gud, har ingen anelse om, at de kan takke de få trofaste, som de morer sig med at latterliggøre og undertrykke, for deres liv. MBF 509.1

Skønt denne verdens herskere ikke ved det, har engle ofte taget ordet i deres rådsforsamlinger. Menneskelige øjne har set dem; menneskelige ører har lyttet til deres opfordringer, og mennesker har modsat sig deres forslag og latterliggjort deres råd; menneskehænder har angrebet og mishandlet dem. Ved regeringsforhandlinger og i retssale har de vist et indgående kendskab til menneskenes historie. De har vist sig at være bedre egnede til at tale de undertryktes sag end den dygtigste og mest veltalende forsvarer. De har kuldkastet planer og forhindret onder, som i høj grad ville have forsinket Guds værk og forvoldt hans børn store lidelser. I nødens time lejrer Herrens engle “sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem.”31Sl 34,8. MBF 509.2

Med inderlig længsel venter Guds børn på tegn fra deres kommende Konge. Når vægteren bliver spurgt: “Hvornår er natten gået?” svarer han uden tøven: “Der kommer en morgen, men også en nat.”32Es 21,11-12.Lyset skinner på skyerne over bjergtoppene. Snart skal hans herlighed åbenbares. retfærdighedens sol er lige ved at bryde igennem. Både morgen og nat er nær — indledningen til evig dag for de retfærdige, men til evig nat for de onde. MBF 509.3

Mens de kæmpende trænger ind på Gud i bøn, synes det slør, der skiller dem fra den usynlige verden, næsten at blive draget til side. Himlen gløder i evighedens morgengry og som yndig englesang hører de ordene: “Stå fast i din troskab. Hjælpen er på vej.” Kristus, den almægtige sejrherre, rækker en krone af uforgængelig herlighed ud mod sine trætte stridsmænd, og hans stemme når dem fra portene, der står på klem: “Se, jeg er med jer. Vær ikke bange. Jeg kender alle jeres sorger; jeg har båret jeres smerter. I kæmper ikke mod ukendte fjender. Jeg har kæmpet kampen for jer, og i mit navn skal I mere end sejre.” Vor dyrebare frelser vil sende hjælp, netop når vi behøver den. Vejen til himlen er helliget af hans fodspor. Hver torn, som sårer vor fod, har også såret hans. Hvert kors, vi er kaldet til at bære, har han båret før os. Herren tillader strid for at berede sjælen til fred. Trængselstiden er en frygtelig ildprøve for Guds børn, men netop da bør enhver oprigtigt troende se opad — og i tro vil han se sig omkredset af løftets regnbue. MBF 509.4

“Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel; evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter. Det er mig, der trøster jer, hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset? Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig? … Hvordan kan du dagen lang frygte for undertrykkerens rasen? Når han vil til at ødelægge, hvad bliver der da af undertrykkerens rasen? Snart bliver den lænkede løst, han skal ikke dø og gå i graven, han skal ikke mangle brød. Jeg er Herren din Gud, som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hærskarers Herre er hans navn. Jeg lægger mine ord i din mund og skjuler dig i skyggen af min hånd.”33Es 51,11-16. MBF 510.1

“Men hør nu dette, du hjælpeløse, du, som er beruset, men ikke af vin! Dette siger Herren, din Herre og Gud, som fører sagen for sit folk: Nu tager jeg det berusende bæger ud af din hånd, du skal ikke længere drikke af min vredes skål. For jeg rækker det til dine undertrykkere, dem som sagde til dig: ‘Kast dig ned, så vi kan gå hen over dig.’ Du måtte gøre din ryg som den faste jord, som en gade for de forbipasserende.”34Es 51,21-23. MBF 510.2

Da Guds blik så frem gennem tiderne, var det fæstet på den krise, som hans folk skal møde, når jordiske magter vil samle sig til kamp imod dem. Som den fangne i landflygtighed vil de være i fare for at dø af sult eller ved vold. Men den Hellige, der skilte Det røde Hav foran Israel, vil vise sin vældige magt og gøre en ende på deres fangenskab. “Den dag jeg griber ind, siger Hærskarers Herre, skal de være min ejendom; jeg vil skåne dem, som en far skåner den søn, der tjener ham.”35Mal 3,17.Hvis Kristi trofaste vidners blod blev udgydt på dette tidspunkt, ville det ikke, som martyrernes blod, være en udsæd, der kunne skaffe Gud en høst. Deres troskab ville ikke være et vidnesbyrd, der overbeviste andre om sandheden, for det forstokkede hjerte har afvist nådens bølger, indtil de ikke længere vender tilbage. Hvis de retfærdige nu blev prisgivet deres fjender, ville det være en triumf for mørkets fyrste. Salmisten siger: “Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt.”36Sl 27,5.36 Og Kristus siger: “Mit folk, gå ind i dine kamre, luk dørene bag dig; skjul dig en kort tid, til vreden er drevet over. For nu går Herren ud af sin bolig for at straffe jordens beboere for deres synd.”37Es 26,20-21.En vidunderlig befrielse venter dem, der tålmodigt har ventet på hans komme, og hvis navne står skrevet i livets bog. MBF 510.3