Mod En Bedre Fremtid

25/44

Kapitel 24—I det Allerhelligste

Emnet helligdommen var den nøgle, der løste mysteriet omkring skuffelsen i 1844. Den gav indblik i et komplet system af sandheder, sammenhængende og harmoniske, der viste, at Guds hånd havde ledet den store adventbevægelse. Det viste dem også deres pligt på dette tidspunkt, idet det kastede lys over deres stilling og deres opgave. Ligesom disciplene blev glade, “fordi de så Herren,” efter at de havde tilbragt en frygtelig nat i sjælekval og skuffelse, glædede de mennesker, der i tro havde ventet Kristi genkomst, sig nu. De havde ventet at se ham komme i herlighed for at give sine tjenere deres løn. MBF 341.1

Da de blev skuffede, tabte de Jesus af syne og sagde ligesom Maria ved graven: “De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” Nu så de ham igen. Han var i det Allerhelligste som deres medfølende ypperstepræst, der snart skulle komme som deres konge og befrier. Lyset fra helligdommen oplyste både fortiden, nutiden og fremtiden. De vidste, at Guds usvigelige forsyn havde ledet dem. Skønt de, ligesom disciplene, ikke havde forstået det budskab, de forkyndte, var det rigtigt i alle henseender. De havde gjort Guds vilje ved at forkynde det, og deres gerning havde ikke været forgæves. Efter at være blevet genfødt “til et levende håb” glædede de sig “med en uudsigelig, forklaret glæde”. Både profetien i Dan 8,14: “2.300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen renses,” og den første engels budskab: “Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer,” havde tilknytning til Kristi tjeneste i det Allerhelligste — til den undersøgende retshandling, og ikke til Kristi komme, da han skal forløse sit folk og tilintetgøre de gudløse. Fejlen lå ikke i beregningen af de 2300 dage, men i den begivenhed, der skulle finde sted ved afslutningen af de 2300 dage. Det var denne fejltagelse, der var skyld i, at de troende var blevet skuffede; men alt det, der var forudsagt i profetien, og alt det, som de ifølge Skriften med rette kunne forvente, var indtruffet. Netop på det tidspunkt, da de sørgede over deres fejlslagne forhåbninger, indtraf den begivenhed, som budskabet havde forudsagt — den begivenhed, som skulle indtræffe, før Herren kunne komme og belønne sine tjenere. MBF 341.2

Kristus var ikke, som de havde ventet, kommet til jorden, men til det Allerhelligste i Guds tempel i himlen, som varslet symbolsk. Profeten Daniel skildrer hans komme til den gamle af dage på dette tidspunkt: “I nattesynerne så jeg dette: Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn” — han kom ikke til jorden — men “hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham.”1Dan 7,13. MBF 342.1

Også profeten Malakias har forudsagt dette: “Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel, pagtsenglen, som I længes efter, kommer, siger Hærskarers Herre.”2Mal 3,1.Herrens komme til sit tempel skete pludseligt, og hans folk havde ikke ventet det. De søgte ham ikke dér. De ventede, at han skulle komme til jorden “med flammende ild” for at bringe “straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus.”32 Thess 1,8. MBF 342.2

Men folket var endnu ikke klar til at møde Herren. Der skulle først udføres et forberedende arbejde for dem. Der skulle gives lys til at lede deres tanker til Guds tempel i himlen. Når de i tro fulgte deres Ypperstepræst til det sted, hvor han forrettede sin tjeneste, ville nye pligter blive vist dem. Endnu et budskab skulle forkyndes for at advare og vejlede menigheden. MBF 342.3

Profeten siger: “Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning. Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren.”4Mal 3,2-3.De mennesker, der lever på jorden, når Kristi forbønstjeneste ophører i den himmelske helligdom, skal stå foran en hellig Gud uden en mellemmand. Deres klæder skal være pletfrie, og deres karakter renset med det bestænkede blod. Ved Guds nåde og deres egne ihærdige bestræbelser skal de sejre i kampen mod det onde. Mens den undersøgende domshandling finder sted i himlen, og de angrendes synder bliver fjernet fra helligdommen, skal der ske en speciel renselse og afståelse af synd hos Guds folk på jorden. Dette fremgår tydeligt af de budskaber, der omtales i Åb 14. MBF 342.4

Når denne forberedelse har fundet sted, er Kristi efterfølgere klar til hans komme. “Da skal Judas og Jerusalems offergaver være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år.”5Mal 3,4.Da vil den menighed, som vor Herre skal hente ved sit komme, være “uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri.”6Ef 5,27.Da vil den “kigge frem som morgenrøden, smuk som månen, strålende som solen, skræmmende som en hær under banner.”7Højs 6,10. MBF 343.1

Malakias forudsiger både Herrens komme til sit tempel og hans andet komme, når han fuldbyrder dommen. Om det sidstnævnte siger han: “Nu kommer jeg til jer og holder dom, jeg træder snart frem som vidne mod troldmænd og horkarle, mod dem, der sværger falsk, mod dem, der unddrager daglejeren hans løn, og dem, der afviser den fremmede, enken og den faderløse. Men mig frygter de ikke, siger Hærskarers Herre.”8Mal 3,5.Judas henviser til samme begivenhed med disse ord: “Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham.”9Jud 14-15.Det komme, der omtales her, og Herrens komme til sit tempel er to forskellige begivenheder. MBF 343.2

Den beskrivelse, der gives i Dan 8,14 af Kristi komme til det Allerhelligste for som vor ypperstepræst at rense helligdommen, og omtalen i Dan 7,13 af Menneskesønnens komme til den gamle af dage samt Malakias’ forudsigelse af Herrens komme til sit tempel handler om den samme begivenhed — som også er symboliseret ved brudgommens komme til brylluppet i lignelsen om de ti brudepiger i Matthæus 25. MBF 343.3

I sommeren og efteråret 1844 lød budskabet: “Brudgommen kommer!” Og på det tidspunkt opstod de to grupper, som de kloge og tåbelige jomfruer er symboler på. Den ene så med glæde frem til Herrens komme og havde flittigt beredt sig til at møde ham. Den anden gruppe handlede impulsivt og af frygt, men var blottet for Guds nåde. “De, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen,” siges der i lignelsen. Brudgommens komme, der omtales her, finder sted før brylluppet. Dette betegner Kristi overtagelse af sit rige. Den hellige stad, det ny Jerusalem, som er hovedstaden i Riget og et billede på dette, kaldes “bruden, Lammets hustru.” Englen sagde til Johannes: “Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.” Profeten siger videre: “Og englen førte mig i ånden op på et stort, højt bjerg og viste mig den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud.”10Åb 21,9-10.Her fremgår det klart og tydeligt, at bruden betegner den hellige stad, og at brudepigerne, der går brudgommen i møde, er et symbol på menigheden. I Åbenbaringens Bog omtales Guds folk som gæster ved bryllupsmåltidet.11Åb 19,9.Når de er gæster, kan de ikke samtidig være bruden. Daniel siger, at Kristus vil få “herredømme, ære og kongerige” af den gamle af dage i himlen. Han vil få det nye Jerusalem, rigets hovedstad, der er “rede som en brud, der er smykket for sin brudgom.”12Dan 7,14; Åb 21,2.Når han har modtaget riget, vil han komme i sin herlighed som kongers Konge og herrers Herre for at forløse sit folk, der skal “sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i himmeriget”13Matt 8,11; Luk 22,30.for at deltage i Lammets bryllupsmåltid. MBF 343.4

Da råbet: “Brudgommen kommer!” lød i sommeren 1844, fik det tusinder til at vente, at Herren ville komme med det samme. Brudgommen kom også på det fastsatte tidspunkt — ikke til jorden, som hans folk havde ventet, men til den gamle af dage i himlen, til brylluppet, for at overtage sit rige. “De, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket.” De skulle ikke personligt være til stede ved brylluppet, for det finder sted i himlen, mens de er på jorden. Kristi efterfølgere “venter på, hvornår deres Herre vil bryde op fra brylluppet.”14Luk 12,36.Men de bør forstå hans gerning og ved tro følge ham, når han træder frem for Guds åsyn. Det er dette, der menes med, at de går ind i bryllupssalen. MBF 344.1

I lignelsen var det de mennesker, som tog olie i deres kander tillige med deres lamper, der gik ind i bryllupssalen. De, der ved siden af kundskab om sandheden ud fra Bibelen havde Guds ånd og nåde, og i skuffelsens bitre nat havde ventet tålmodigt og ransaget Bibelen for at få et klarere lys, så sandheden om helligdommen i himlen og den forandring, som skete i Frelserens tjeneste — og fulgte ham ved tro i hans gerning i den himmelske helligdom. Alle, der på grundlag af Skriftens vidnesbyrd antager de samme sandheder og i tro følger Kristus, når han træder frem for Gud for at afslutte tjenesten som mellemmand og derefter modtage riget, siges at gå ind i bryllupssalen. I lignelsen i Matt 22 benyttes det samme billede om brylluppet, og det fremgår tydeligt af denne lignelse, at den undersøgende retshandling finder sted før brylluppet. Kongen går før brylluppet ind for at se gæsterne og forvisse sig om, at alle er iført bryllupsklædningen, den pletfrie karakter, som er tvættet hvid i Lammets blod.15Matt 22,11; Åb 7,14.De, der mangler bryllupsklædningen, bliver kastet udenfor, men alle der er iført denne, bliver antaget af Gud og agtet værdige til at få del i hans rige og sidde på hans trone. Denne bedømmelse af karakteren, denne undersøgelse af, hvem der er beredt til at komme ind i Guds rige, er den undersøgende retshandling — afslutningen på tjenesten i den himmelske helligdom. MBF 344.2

Når undersøgelsen er forbi, og alle de mennesker, der i alle tidsaldre har bekendt sig til at være Kristi efterfølgere, har fået deres sag bedømt og afgjort — da, men heller ikke før, afsluttes nådetiden, og nådens dør bliver lukket. Med denne korte meddelelse: “De, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket,” føres vi ned til afslutningen af Frelserens tjeneste — da det store værk til menneskets frelse er afsluttet. MBF 345.1

Som vi allerede har set, var tjenesten i den jordiske helligdom et billede på tjenesten i den himmelske helligdom. Når ypperstepræsten på den store forsoningsdag gik ind i det Allerhelligste, ophørte tjenesten i den første afdeling. Gud havde befalet: “Der må ikke være nogen i Åbenbaringsteltet fra han går ind i helligdommen for at skaffe soning, til han kommer ud igen.”163 Mos 16,17.Da Kristus gik ind i det Allerhelligste for at afslutte forsoningen, ophørte hans tjeneste i det Hellige. Da tjenesten i det Hellige sluttede, tog tjenesten i den anden afdeling sin begyndelse. Når ypperstepræsten i den symbolske tjeneste forlod det Hellige på den store forsoningsdag, trådte han frem for Guds åsyn for at frembære syndofrets blod på hele det bodfærdige Israels vegne. På samme måde havde Kristus afsluttet én del af sin tjeneste som mellemmand og skulle nu påbegynde en ny del af sin tjeneste — men han frembar stadig sit blod for Faderen på synderes vegne. MBF 345.2

Dette forstod adventbevægelsens tilhængere ikke i 1844. Da det tidspunkt, hvor de havde ventet Frelseren, var overskredet, blev de ved at tro, at hans komme var nær. De troede, at de stod over for en betydningsfuld krise, og at Kristi tjeneste som menneskets mellemmand var afsluttet. Det forekom dem, at Bibelen sagde, at menneskets prøvetid ville ophøre kort før Herrens virkelige komme i himlens skyer. Dette syntes at fremgå af de skriftsteder, der viser hen til den tid, hvor mennesker vil søge, græde og banke på nådens dør, uden at den bliver åbnet. Og det spørgsmål meldte sig, om det tidspunkt, da de havde ventet Kristi genkomst, ikke snarere markerede begyndelsen til den periode, der skulle gå umiddelbart forud for hans komme. Da de havde givet advarslen om den forestående dom, mente de, at de havde gjort deres pligt over for verden. Nu havde de ikke længere nogen byrde for synderes frelse, og de anså de gudløses blasfemiske hån for yderligere et bevis på, at Gud havde forladt dem, der havde forkastet hans nåde. Alt dette bestyrkede deres tro på, at nådetiden var afsluttet, eller, som de udtrykte det, at “nådedøren var lukket”. MBF 345.3

Men da de undersøgte helligdomsspørgsmålet nærmere, fik de klarere lys. De indså, at det var rigtigt af dem at tro, at afslutningen af de 2.300 dage i 1844 markerede en betydningsfuld krise. Men skønt det var rigtigt, at den håbets og nådens dør, gennem hvilken menneskene i 1800 år havde haft adgang til Gud, blev lukket, blev der åbnet en anden dør — og mennesket fik tilbudt tilgivelse for sine synder takket være Kristi formidlingstjeneste i det Allerhelligste. Ét afsnit af hans tjeneste var ophørt for at blive afløst af et andet. Der var stadig en “åben dør” til den himmelske helligdom, hvor Kristus gjorde tjeneste på synderes vegne. MBF 346.1

Nu forstod man meningen med de ord, som Kristus i Åbenbaringens Bog henvendte til menigheden netop på dette tidspunkt: “Dette siger den hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: Jeg kender dine gerninger. Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i.”17Åb 3,7-8. MBF 346.2

Det er dem, som i tro følger Jesus i hans store forsoningsværk, som høster gavn af hans formidlingstjeneste, mens de, der forkaster det lys, der åbenbarer denne tjeneste, ikke får gavn af den. De jøder, der forkastede det lys, der blev givet ved Kristi første komme, og nægtede at tro på ham som verdens Frelser, kunne ikke opnå tilgivelse ved ham. Da Jesus efter sin himmelfart gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod for at lade velsignelserne fra sin formidlingstjeneste tilflyde disciplene, blev jøderne ladt tilbage i totalt mørke og fortsatte med at bringe deres nytteløse ofre. Symbolernes skyggetjeneste var ophørt. Den dør, gennem hvilken mennesker tidligere havde kunnet gå ind til Gud, var ikke længere åben. Jøderne havde nægtet at søge ham på den eneste måde, han kunne findes — nemlig gennem tjenesten i den himmelske helligdom. Derfor kunne de ikke komme i forbindelse med Gud. Døren var lukket for dem. De kendte ikke noget til Kristus som det sande offer og den eneste mellemmand, og derfor kunne de ikke høste gavn af hans formidlingstjeneste. MBF 346.3

Den stilling, de vantro jøder befandt sig i, giver et godt billede af tilstanden hos de ligegyldige og vantro bekendende kristne, der med vilje var uvidende om vor barmhjertige Ypperstepræsts gerning. Når ypperstepræsten i den symbolske tjeneste gik ind i det Allerhelligste, skulle hele Israel samles foran helligdommen og ydmyge sig for Herren. Dette var forudsætningen for, at de kunne få tilgivelse for deres synder og undgå at blive udelukket af menigheden. Hvor meget vigtigere er det ikke, at vi på den virkelige forsoningsdag forstår den gerning, vor Ypperstepræst udfører og kender de pligter, der kræves af os! MBF 347.1

Mennesker kan ikke ustraffet forkaste de advarsler, Gud i sin nåde sender dem. På Noas tid fik verden et budskab fra himlen, og menneskers frelse afhang af, hvordan de behandlede dette budskab. Da de forkastede advarslen, trak Gud sin ånd tilbage fra den syndige slægt, og de omkom i syndflodens vande. På Abrahams tid ophørte nåden med at appellere til de ugudelige indbyggere i Sodoma — og bortset fra Lot, hans hustru og to døtre blev de alle tilintetgjort af den ild, der faldt ned fra himlen. Det gik på samme måde på Jesu tid. Guds søn sagde til de vantro jøder: “Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.”18Matt 23,38.Med henblik på de sidste dage siger den samme almægtige Gud om de mennesker, der “ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst”: “Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt.”192 Thess 2,10-12.Når mennesker forkaster Guds ords undervisning, tager han sin ånd fra dem og overlader dem til de vildfarelser, de elsker. MBF 347.2

Men Kristus går stadig i forbøn for menneskene, og de, der søger efter lys, får lys. Selv om de adventtroende i begyndelsen ikke forstod dette, blev de klar over det, da de begyndte at forstå Skriften, som klarlægger deres sande stilling. MBF 347.3

Perioden omkring 1844 blev efterfulgt af en tid med store prøvelser for dem, der stadig holdt fast ved adventtroen. Deres eneste trøst i forbindelse med konstateringen af deres sande position var det lys, som ledte deres tanker til den himmelske helligdom. Nogle opgav troen på den måde, de havde beregnet de profetiske tidsperioder på, og sagde, at Helligåndens kraft, som havde ledsaget adventbevægelsen, stammede fra mennesker eller djævle. Andre hævdede bestemt, at Herren havde ledet dem gennem de erfaringer, de havde gjort. Mens de ventede, vågede og bad for at lære Guds vilje at kende, blev de klar over, at deres store Ypperstepræst var begyndt på en ny tjeneste — og ved at følge ham i tro blev de ledet til at forstå menighedens afsluttende gerning. De forstod den første og den anden engels budskaber mere klart og blev forberedt til at modtage og viderebringe den tredie engels højtidelige advarsel i Åbenbaringen 14 til verden. MBF 347.4