Mod En Bedre Fremtid

21/44

Kapitel 20—En stor religiøs vækkelse

I profetien om den første engels budskab i Åbenbaringens 14 kapitel forudsiges der en stor religiøs vækkelse under forkyndelsen af Kristi nært forestående genkomst. Profeten så en engel flyve “midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk.” “Med høj røst” forkyndte han dette budskab: “Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.”1Åb 14,6-7. MBF 285.1

Den kendsgerning, at en engel siges at være budbringer af denne advarsel, er bemærkelsesværdig. Gud har i sin visdom symboliseret den ophøjede gerning, der skulle udføres ved dette budskab, og den magt og herlighed, som skulle ledsage det, ved et himmelsk sendebuds renhed, herlighed og kraft. At englen flyver “midt oppe under himlen” og forkynder sit budskab “med høj røst,” og at det skal nå ud til alle “dem, der bor på jorden,” — til “alle folkeslag og stammer, tungemål og folk” — er et vidnesbyrd om dette budskabs hurtige udbredelse over hele verden. MBF 285.2

Budskabet i sig selv kaster lys over det tidspunkt, hvor denne bevægelse skal finde sted. Det erklæres at være et “evigt evangelium,” og det bebuder dommens begyndelse. Frelsesbudskabet er blevet forkyndt til alle tider, men dette budskab er en del af evangeliet, som først kunne forkyndes i de sidste dage — for først da kunne det med rette siges, at dommens time var kommet. Profetierne skildrer en række begivenheder, der fører frem til dommens begyndelse. Dette gælder navnlig Daniels Bog. Men Daniel fik besked om, at “ordene holdes skjult og er forseglede indtil endens tid.” Det var først ved endens tid, der kunne forkyndes et budskab om dommen, baseret på en opfyldelse af disse profetier. Men profeten siger, at ved endens tid skal mange granske og “kundskaben skal blive stor.”2Dan 12,4. MBF 285.3

Apostlen Paulus advarede menigheden mod at vente Kristi genkomst i hans levetid. “Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares.”32 Thess 2,3.Vi kan først vente Herrens genkomst efter det store frafald og “lovløshedens menneskes” lange herredømme. “Lovløshedens menneske”, der også kaldes “lovløshedens hemmelighed,” “fortabelsens søn” og “den lovløse,” er en betegnelse for pavedømmet, der — som forudsagt i profetierne — skulle bevare sin overhøjhed i 1260 år. Denne periode sluttede i 1798. Før kunne Kristi komme ikke finde sted. Paulus’ advarsel spænder altså over hele den kristne tidsalder frem til 1798. Det er på denne side af dette år, budskabet om Kristi andet komme skal forkyndes. MBF 286.1

Der har aldrig lydt et sådant budskab i de tidligere århundreder. Som vi har set, forkyndte Paulus det ikke. Han sagde til sine brødre, at de skulle vente Herrens genkomst i en fjern fremtid. Reformatorerne forkyndte heller ikke dette budskab. Martin Luther mente, at dommen ville indtræffe i løbet af omkring 300 år. Men efter 1798 er seglet på Daniels Bog blevet brudt, kendskabet til profetierne er øget, og mange har forkyndt det alvorsfulde budskab om dommens nærhed. MBF 286.2

Ligesom den store reformation i det 16. århundrede opstod adventbevægelsen på samme tid i forskellige kristne lande. Både i Europa og Amerika blev troende og bedende mænd tilskyndet til at studere profetierne, og idet de fordybede sig i de inspirerede skrifter, fandt de overbevisende vidnesbyrd om, at alle tings ende var nær. I forskellige lande levede der isolerede grupper af kristne, som alene ved at studere Skriften kom til det resultat, at Frelserens komme var nær. MBF 286.3

I 1821 — tre år efter, at Miller havde udlagt de profetier, der henviste til dommens tid — begyndte dr. Joseph Wolff, “verdens missionær,” at forkynde budskabet om Herrens nært forestående genkomst. Wolff var født i Tyskland. Hans forældre var jøder, og faderen var rabbiner. Allerede mens han var ganske ung, blev han overbevist om, at den kristne tro var sand. Han var opvakt og videbegærlig og lyttede ivrigt til de samtaler, der blev ført i hans hjem, når fromme jøder daglig samledes for at tale om deres folks håb og forventning om Messiastidens herlighed og Israels genrejsning. Da drengen en dag hørte Jesus af Nazaret nævnt, spurgte han, hvem det var. “En højt begavet jøde,” lød svaret, “men da han foregav at være Messias, dømte den jødiske domstol ham til døden.” Drengen spurgte videre: “Hvorfor er Jerusalem ødelagt, og hvorfor lever vi i fangenskab?” “Ak, ak,” svarede hans far, “fordi jøderne myrdede profeterne.” Øjeblikkelig slog den tanke ned i barnet: “Jesus var måske også en profet, som jøderne dræbte, skønt han var uskyldig.”4Travels and Adventures of the Rev. Joseph Wolff, bind 1, s. 6 (ed. 1860).Han var så stærkt grebet af denne tanke, at han ofte stod uden for en kristen kirke og lyttede til prædikenen. Det var blevet ham forbudt at gå ind. MBF 286.4

Han var kun syv år gammel, da han over for en kristen nabo pralede af Israels fremtidige sejr ved Messias’ komme. Den gamle mand sagde venligt: “Min kære dreng, nu skal jeg sige dig, hvem den virkelige Messias var: Det var Jesus af Nazaret, … som dine forfædre korsfæstede, ligesom de gjorde med profeterne i gamle dage. Gå hjem og læs det 53. kapitel i Esajas’ Bog, så vil du blive overbevist om, at Jesus Kristus er Guds søn.”5Samme, bind 1, s. 7.— Han blev øjeblikkelig overbevist, gik hjem og læste i Skriften og blev forundret, da han så, hvor nøjagtigt alt var gået i opfyldelse på Jesus af Nazaret. Var det sandt, hvad den kristne mand sagde? Drengen bad sin far forklare denne profeti, men blev mødt med en så isnende tavshed, at han aldrig vovede at berøre emnet igen. Dette gjorde ham endnu mere opsat på at få mere at vide om den kristne tro. MBF 287.1

I det jødiske hjem sørgede man omhyggeligt for, at han ikke fik de oplysninger, han søgte; men kun 11 år gammel forlod han hjemmet og drog du i verden for selv at skaffe sig en uddannelse og vælge sin religion og sin livsgerning. Han boede en tid hos landsmænd, men det varede ikke længe, før de jog ham bort som en frafalden, og nu måtte han klare sig blandt fremmede uden en øre på lommen. Han rejste fra sted til sted, studerede flittigt og tjente til sit underhold ved at undervise i hebraisk. Han kom i forbindelse med en katolsk lærer, antog den romersk-katolske tro og besluttede, at han ville være missionær for sit eget folk. Med dette mål for øje rejste han nogle få år senere til Rom for at optage sine studier ved propaganda-kongregationens kollegium i Rom. Her blev han beskyldt for kætteri, fordi han tænkte selvstændigt og sagde tingene lige ud. Han angreb åbenlyst kirkens misbrug og hævdede, at der burde indføres reformer. Skønt de pavelige embedsmænd i begyndelsen behandlede ham yderst elskværdigt, blev han efter nogen tids forløb sendt bort fra Rom. Under kirkens opsyn rejste han fra sted til sted, men til sidst blev man klar over, at man aldrig ville få ham til at underkaste sig romerkirkens åg. Man erklærede ham for uforbederlig og lod ham rejse, hvorhen han ville. Han tog til England, antog den protestantiske tro og sluttede sig til den engelske kirke. Efter to års studier drog han i 1821 ud på sin mission. MBF 287.2

Wolff anerkendte den store sandhed om Kristi første komme som “en smerternes mand, kendt med sygdom,” men han så også, at profetien talte lige så tydeligt om Kristi andet komme i kraft og herlighed. Samtidig med at han søgte at føre mennesker til Jesus af Nazaret, Herrens Forjættede, og fremhævede hans første komme i ydmyghed som et offer for menneskenes synd, lærte han dem også om hans andet komme som konge og befrier. MBF 288.1

“Jesus af Nazaret var den sande Messias,” sagde han. “Hans hænder og fødder blev gennemboret, og som et lam blev han ført hen for at slagtes. Han var en smerternes mand og kendt med sygdom og kom første gang, efter at scepteret var taget fra Juda. Han skal komme anden gang i himlens skyer og med ærkeenglens basun.6Joseph Wolff: Researches and Missionary Labors, s. 62 (ed. 1835).Han skal stå på Oliebjerget, og det herredømme over skaberværket, der engang blev overgivet til Adam, men som Adam tabte retten til,71 Mos 1,26;3,17.skal overdrages til Jesus. Han skal være konge over hele jorden. Skabningens smertelige klage skal ophøre. I stedet skal der være fryd og lovsang. … Når Jesus kommer i sin faders herlighed med sine hellige engle, skal de, der døde i troen, opstå først.81 Thess 4,16; 1 Kor 16,23.Da skal dyreriget forandre natur9Es 11,6-9.og underlægges Jesus.10Sl 8.Og der skal være fred overalt.11Journal of the Rev. Joseph Wolff, s. 378-379 (ed. 1839).Og Herren skal atter se ned på jorden og sige: ‘Se, alt er såre godt.’”12Samme, s. 294. MBF 288.2

Wolff troede, at Herrens komme var nært forestående, og i sin fortolkning af de profetiske tidsperioder havde han fastsat denne store begivenhed til et tidspunkt, som kun afveg nogle få år fra den tid, som Miller pegede på. Når folk citerede dette skriftord: “Den dag eller time er der ingen, der kender,” og hævdede, at mennesker intet vil få at vide om Herrens kommes nærhed, svarede Wolff: “Sagde vor Herre, at den dag og time aldrig ville blive kendt? Gav han os ikke tidernes tegn, så vi i det mindste kan vide, når hans komme nærmer sig, ligesom man ved, at sommeren er nær, når figentræet får blade?13Matt 24,32.Vil vi aldrig komme til at kende dette tidspunkt, skønt han selv opfordrede os til ikke blot at læse, men at forstå profeten Daniels Bog? Netop denne bog, hvori der står, at ordene holdes skjult og er forseglet indtil endens tid (hvilket var tilfældet på hans tid), og at mange skal granske i den (oversat fra et hebraisk udtryk for at iagttage og tænke på tiden), og ‘kundskaben (angående denne tid) skal blive stor.’14Dan 12,4.Desuden er det ikke Herrens hensigt hermed at sige, at tidens nærhed ikke skal kendes, men at den ‘nøjagtige dag og time kender ingen.’ Han siger, at vi ved hjælp af tidernes tegn skal vide tilstrækkeligt til, at det skal tilskynde os til at berede os for hans komme, ligesom Noa beredte sig ved at bygge arken.”15Wolff: Researches, s. 404-405. MBF 288.3

Angående den almindelige måde at fortolke eller fejltolke Skriften på, skrev Wolff: “Størstedelen af den kristne kirke er afveget fra Skriftens tydelige lære og følger den samme fantasifulde metode som buddhisterne, der mener, at menneskenes fremtidige lykke vil bestå i at bevæge sig rundt i luften. De mener, at når der står jøder, skal det betyde hedninger, når der står Jerusalem, skal det forstås som kirke, og når der står jorden, betyder det luften; når der står Herrens komme, opfatter de det som missionsselskabernes fremgang, og når der tales om at gå op til Herrens hus’ bjerg, mener de, at det betyder et stort metodiststævne.”16Journal of Jos. Wolff, s. 96. MBF 289.1

I de 24 år fra 1821 til 1845 rejste Wolff vidt omkring. Han var i Afrika, hvor han besøgte Egypten og Etiopien — og i Asien gennemrejste han Palæstina, Syrien, Persien, Bokhara og Indien. Han besøgte også De Forenede Stater og prædikede på rejsen derover på øen Sct. Helena. Han ankom til New York i august 1837. Da han havde talt her, prædikede han i Philadelphia og i Baltimore og tog derfra til Washington. Han siger herom: “Efter ekspræsident Quincy Adams’ forslag fik jeg efter enstemmig tilslutning tilladelse til at benytte kongressalen til et foredrag, som jeg holdt en lørdag, hvor alle kongressens medlemmer, biskoppen af Virginia og gejstlige og borgere i Washington var til stede. Samme ære blev vist mig af regeringsmedlemmer i New Jersey og Pennsylvanien. For dem holdt jeg nogle foredrag om min forskning i Asien og om Jesu Kristi personlige herredømme.”17Samme, s. 398-399. MBF 289.2

Dr. Wolff rejste i de mest uciviliserede lande uden de europæiske myndigheders beskyttelse. Han mødte mange vanskeligheder og utallige farer. Han blev slået under fødderne med stokke, sultet, solgt som slave og dødsdømt tre gange. Han blev forfulgt af røvere og var somme tider nær ved at dø af tørst. Engang blev han frarøvet alt, hvad han ejede, og måtte vandre flere hundrede kilometer til fods i bjergene, med sneen piskende i ansigtet, og hans bare fødder blev følelsesløse af at gå på den frosne jord. MBF 289.3

Når man advarede ham mod ubevæbnet at færdes mellem vilde, fjendtlige stammer, svarede han, at han “var vel bevæbnet” — “bøn, nidkærhed for Kristus og tillid til hans hjælp var hans våben.” “I mit hjerte har jeg kærlighed til Gud og til min næste, og jeg har Bibelen i min hånd.”18W.H.D. Adams: In Perils Oft, s.192.Overalt, hvor han kom, medbragte han Bibelen på hebraisk og engelsk. Om en af sine sidste rejser fortæller han; “Jeg holdt Bibelen åben i min hånd. Jeg følte, at min styrke lå i denne bog, og at dens kraft ville holde mig oppe.”19Adams, s. 201. MBF 290.1

Således fortsatte han sin gerning, indtil budskabet om dommen var bragt ud til store dele af jordens beboede egne. Blandt jøder, tyrkere, persere, hinduer og mange andre folkeslag og racer udbredte han Guds ord på deres eget sprog og forkyndte alle vegne Messias’ kommende herredømme. MBF 290.2

På sine rejser i Bokhara opdagede han, at en afsides boende gruppe mennesker troede på Herrens nært forestående komme. Han siger også, at araberne i Yemen “er i besiddelse af en bog, som de kalder Seera. Den omtaler Kristi andet komme og hans herlige rige. De venter, at store begivenheder skal indtræffe i 1840.”20Journal of Jos. Wolff, s. 377.“I Yemen tilbragte jeg seks dage sammen med Rekabs børn. De drikker ikke vin, planter ingen vingårde, sår ingen sæd, bor i telte og husker den gode, gamle Jonadab, Rekabs søn; i deres selskab fandt jeg børn af Israel, af Dans stamme, der ligesom Rekabs børn forventer Messias’ nært forestående komme i himlens skyer.”21Samme, s. 389. MBF 290.3

En anden missionær opdagede, at der levede mennesker med en lignende tro blandt de tatariske folkeslag. En tatarisk præst spurgte missionæren, hvornår Kristus ville komme anden gang. Da denne svarede, at han intet vidste om det, blev præsten højligt forbavset over en sådan uvidenhed hos et menneske, som foregav at undervise i Bibelens lære. Den tatariske præst sagde, at han selv på grundlag af profetien troede, at Kristus ville komme igen omkring 1844. MBF 290.4

Så tidligt som i 1826 begyndte forkyndelsen af adventbudskabet i England. Bevægelsen blev ikke så velorganiseret som i USA, og det nøjagtige tidspunkt for genkomsten blev ikke så almindeligt forkyndt, men de store sandheder om Kristi nært forestående komme i kraft og herlighed blev alligevel udbredt i vide kredse — ikke kun blandt mennesker uden for statskirken. En engelsk skribent ved navn Mourant Brock oplyser, at henved 700 præster i den engelske statskirke forkyndte “dette evangelium om riget.” Det budskab, som fastsatte tidspunktet for Herrens komme til 1844, blev også forkyndt i England. Der blev sendt litteratur om Kristi genkomst fra USA, og den fandt vid udbredelse. Bøger og tidsskrifter blev optrykt i England. I 1842 rejste den engelskfødte Robert Winter, der havde antaget adventtroen i USA, tilbage til sit fædreland for at forkynde budskabet om Herrens komme. Mange forenede sig med ham i dette arbejde, og budskabet om dommens time blev forkyndt rundt omkring i England. MBF 290.5

Midt i Sydamerikas barbari og præstevælde studerede en spansk jesuit ved navn Lacunza Skriften og fandt sandheden om Kristi snarlige genkomst. Da han følte sig tilskyndet til at forkynde denne advarsel, men ville undgå romerkirkens fordømmelse, offentliggjorde han sine anskuelser under pseudonymet “Rabbi-Ben-Ezra,” for at man skulle tro, at han var en omvendt jøde. Lacunza levede i det 18. århundrede, men det var først i 1825, at hans bog, der var nået til London, blev oversat til engelsk. Dens udgivelse bidrog til at stimulere den interesse for Jesu genkomst, der allerede var ved at blive vakt i England. MBF 291.1

I Tyskland var denne lære blevet fremført i det 18. århundrede af Bengel. Han var præst i den lutherske kirke og en anset bibelforsker og kritiker. Da Bengel var færdig med sin uddannelse, “helligede han sig det teologiske studium, hvilket passede godt med hans alvorlige, religiøse indstilling, som blev styrket af hans opdragelse. Som andre tænkende unge mænd både før og efter ham måtte han kæmpe med tvivl og vanskeligheder af religiøs natur, og han omtaler meget følelsesbetonet de ‘mange pile, som gennemborede hans stakkels hjerte og gjorde hans ungdom til en svær tid.’” Da han blev medlem af kirkerådet i Württemberg, gjorde han sig til talsmand for religionsfrihed. MBF 291.2

“Samtidig med at han forsvarede kirkens rettigheder og privilegier, hævdede han, at man skulle tilstå mennesker, som af samvittighedsgrunde følte, at de burde forlade kirken, al rimelig frihed.”22Encyclopaedia Britannica, art. Bengel (ninth edition).De gode resultater af denne fremgangsmåde gør sig stadig gældende i hans fødeegn. MBF 291.3

Det var under udarbejdelsen af en prædiken over det 21. kapitel i Åbenbaringens Bog til første søndag i advent, at lyset angående Kristi andet komme brød frem i Bengels sind. Åbenbaringens profetier åbnede sig for ham som aldrig før. Tanken om de overmåde betydningsfulde og herlige begivenheder, som profeten skildrer, overvældede ham i den grad, at han i nogen tid helt måtte afholde sig fra at beskæftige sig med emnet. På prædikestolen trådte det på ny levende og kraftigt frem for ham. Fra da af helligede han sig studiet af profetierne, især i Åbenbaringens Bog, og han kom snart til den overbevisning, at de handlede om Kristi andet komme, og at dette var nært forestående. Den tid, han satte for Kristi genkomst, afveg kun nogle få år fra den, som Miller senere fremholdt. MBF 291.4

Bengels skrifter har fundet udbredelse i hele kristenheden. Hans syn på profetierne blev almindeligt antaget i hans hjemstat Württemberg, og til en vis grad i andre dele af Tyskland. Bevægelsen levede videre efter hans død, og adventbudskabet blev forkyndt i Tyskland, samtidig med at det vakte opmærksomhed i andre lande. På et tidligt tidspunkt rejste nogle af de troende til Rusland, hvor de dannede kolonier, og de tyske menigheder i dette land holder stadig fast ved troen på Kristi snarlige genkomst. MBF 292.1

Lyset skinnede også i Frankrig og Schweiz. I Genève, hvor Farel og Calvin havde forkyndt reformationens sandhed, prædikede Gaussen budskabet om Kristi andet komme. I sin studietid havde Gaussen stiftet bekendtskab med rationalismen, som gennemtrængte hele Europa i sidste halvdel af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, og da han blev præst, var han ikke alene uvidende om den sande tro, men hældede til skepticismen. I sin ungdom blev han interesseret i studiet af profetierne. Da han havde læst Rollins Ancient History (Oldtidshistorie), blev hans opmærksomhed henledt på Daniels Bogs 2. kapitel, og han blev slået af forundring over den vidunderlige nøjagtighed, hvormed profetien var blevet opfyldt, som det fremgik af historikerens skildring. Dette vidnesbyrd om Skriftens inspiration var som et anker for ham i de farer, han senere blev udsat for. Rationalismens teorier tilfredsstillede ham ikke, men ved at studere Bibelen og søge efter klarere lys kom han efter nogen tid til en personlig og positiv tro. MBF 292.2

Under sine fortsatte studier af profetierne kom Gaussen til den overbevisning, at Herrens komme var nær. Grebet af denne store sandheds alvor og betydning længtes han efter at fremsætte den for folket. MBF 292.3

Men den almindeligt udbredte opfattelse, at Daniels profetier er hemmeligheder, som ingen kan forstå, var en alvorlig hindring for ham. Til sidst besluttede han at gøre som Farel, da denne evangeliserede Genève. Han ville begynde med børnene og håbede, at det ved deres hjælp skulle lykkes at vække forældrenes interesse. MBF 292.4

Senere sagde han om sin hensigt med at gøre dette: “Jeg vil gerne, at man skal forstå, at det ikke skyldtes sagens ringe betydning, men tværtimod dens store vigtighed, at jeg ønskede at forelægge den på denne utvungne måde og fortælle det til børnene. Jeg ønskede at blive hørt og frygtede, at jeg ikke ville blive det, hvis jeg først henvendte mig til de voksne. Derfor besluttede jeg mig til at gå til de yngste. Jeg samler en flok børn. Hvis gruppen vokser og det viser sig, at de hører efter, er interesserede, forstår emnet og kan forklare det, er jeg sikker på, at jeg snart får endnu en gruppe, og efterhånden vil også de voksne indse, at det er umagen værd at sætte sig ned og studere. Når vi er nået så langt, er sagen vundet.”23L. Gaussen: Daniel the Prophet, bind 2, Preface. MBF 293.1

Hans anstrengelser blev kronet med held. Når han talte til børnene, kom der også voksne for at lytte. Bænkene i hans kirke blev fyldt af opmærksomme tilhørere. Der kom fremtrædende og lærde mænd og udlændinge, som besøgte Genève. På den måde blev budskabet bragt videre til andre egne. MBF 293.2

Gaussen blev opmuntret af det gode resultat og udgav sine belæringer i håb om, at det ville fremme studiet af de profetiske bøger i menighederne blandt den fransktalende befolkning. Han siger: “At udgive belæringer, der er beregnet for børn, er det samme som at sige til de voksne, som alt for ofte undlader at læse de profetiske bøger under det falske påskud, at de er så dunkle: MBF 293.3

‘Hvordan kan de være dunkle, når jeres børn forstår dem?’” Han tilføjer: “Jeg nærer et brændende ønske om at gøre profetierne almindeligt kendte i vore menigheder, hvis det er muligt. Efter min mening findes der intet studium, der bedre opfylder tidens behov. Det er på den måde, vi skal berede os for den trængsel, som snart vil komme, og våge og vente på Jesus Kristus.” MBF 293.4

Skønt Gaussen var en af de dygtigste og mest afholdte af de fransktalende prædikanter, blev han snart afsat fra sit embede. Hans største forseelse var, at han i sin undervisning af de unge havde benyttet Bibelen i stedet for kirkens katekismus, som var en tør, rationalistisk håndbog — næsten blottet for levende tro. Senere blev han lærer ved en teologisk skole, men han fortsatte med om søndagen at tale til børnene og undervise dem i Bibelen. I sit lærerembede, gennem pressen og i sin yndlingsbeskæftigelse som lærer for børn øvede han i mange år en betydelig indflydelse, og takket være hans arbejde blev mange menneskers opmærksomhed henledt på studiet af de profetier, som viste, at Herrens komme var nær. MBF 293.5

Også i Skandinavien blev adventbudskabet forkyndt, og det vakte stor interesse. Mange vågnede op af deres ligegyldighed, bekendte og afstod fra deres synder og søgte tilgivelse i Kristi navn. Statskirkens præster modsatte sig bevægelsen, og på deres foranledning blev nogle af budskabets forkyndere sat i fængsel. Men mange af de steder, hvor forkynderne af Herrens snarlige genkomst blev bragt til tavshed, lod Gud på mirakuløs måde budskabet lyde ved hjælp af børn. Fordi de var mindreårige, var de ikke omfattet af lovforbudet, men fik lov til at tale uhindret. MBF 293.6

Bevægelsen vandt især tilhængere blandt den jævne befolkning, som samledes i deres beskedne hjem for at lytte til advarslen. Børneprædikanterne var mest fattige husmandsbørn, og nogle af dem var kun 6-8 år gamle. Deres liv vidnede om, at de elskede Frelseren og søgte at leve efter Guds hellige lovs krav, men hvad intelligens og evner angår, var de som andre børn på deres alder. Når de stod frem for folket, var det tydeligt, at de var under en indflydelse, som ikke skyldtes deres naturlige evner. Deres stemme og optræden blev forandret, og med højtidelig alvor fremførte de advarslen om dommen med selve Skriftens ord: “Frygt Gud og giv ham ære; for timen er kommet, da han dømmer.” De irettesatte folk for deres synder og fordømte ikke kun umoral og uhæderlighed, men også verdslighed og frafald og formanede tilhørerne til at flygte for den kommende vrede. MBF 294.1

Folk lyttede med bæven. Guds ånd talte overbevisende til deres hjerter. Mange blev tilskyndet til at ransage Skriften med ny og større interesse; drukkenbolte og umoralske omvendte sig, andre holdt op med at være uærlige — der skete så bemærkelsesværdige ting, at selv statskirkens præster måtte indrømme, at Guds hånd ledede bevægelsen. MBF 294.2

Det var Guds vilje, at budskabet om Frelserens komme skulle forkyndes i de skandinaviske lande, og da hans tjeneres stemme blev bragt til tavshed, udgød han sin Ånd over børnene, så hans værk kunne blive fuldført. Da Jesus nærmede sig Jerusalem midt i en jublende skare, der svingede med palmegrene og triumferende forkyndte, at han var Davids søn, forlangte de misundelige farisæere, at han skulle få folket til at tie; men Jesus svarede, at dette var en opfyldelse af profetien, og hvis disse tav, ville stenene råbe. Præsternes og rådsherrernes trusler skræmte folket til at holde op med deres glade råb, da de drog ind gennem Jerusalems porte; men lidt senere råbte også børnene i tempelgården, mens de svingede deres palmegrene: “Hosianna, Davids søn!”24Matt 21,8-16.Farisæerne var meget misfornøjede og sagde til Jesus: “Hører du ikke, hvad de siger?” Jesus svarede: “Jo, har I aldrig læst: ‘Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang?’” Ligesom ved Kristi første komme, benyttede Gud også børnene til at forkynde hans andet komme. Der står i Guds ord, at Frelserens genkomst skal forkyndes for alle folkeslag, stammer og tungemål, og dette skulle gå i opfyldelse. MBF 294.3

William Miller og hans medarbejdere fik betroet at forkynde advarselsbudskabet i USA, og dette land blev centrum for den store adventbevægelse. Det var her, profetien om den første engels budskab fik sin mest direkte opfyldelse. Millers og hans medarbejderes skrifter blev bragt til fjerne lande. Det glade budskab om Kristi nært forestående genkomst nåede ud til alle steder på jorden, hvor der var missionærer. Vidt og bredt lød det evige evangeliums budskab: “Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer.” MBF 295.1

Mennesker blev alvorligt grebet af vidnesbyrdet om de profetier, der syntes at varsle Kristi komme i 1844. Idet det gik fra stat til stat, vakte budskabet stor interesse overalt. Mange blev overbevist om, at de argumenter, som byggede på de profetiske perioder, var rigtige. De lagde ydmygt deres egne meninger til side og tog med glæde imod sandheden. Nogle prædikanter opgav deres forudfattede meninger og forlod deres lønnede stillinger og deres menigheder for at slutte sig til dem, der forkyndte Jesu komme. Dog antog kun forholdsvis få prædikanter budskabet, og derfor blev det for størstedelen betroet til ydmyge lægmænd. Landmænd forlod deres marker, håndværkere deres værktøj, købmænd deres varer og ansatte deres stillinger — og alligevel var antallet af arbejdere lille i forhold til den opgave, der skulle løses. Tilstanden i en gudløs kristenhed og en ond verden hvilede tungt på de sande vægteres sjæle, og de veg ikke tilbage for hårdt arbejde, afsavn og lidelser for at lede mennesker til omvendelse og frelse. Trods den ondes modstand gik værket støt fremad, og mange tusinder antog adventsandheden. MBF 295.2

Alle vegne lød det ransagende vidnesbyrd, og syndere både blandt verdens mennesker og i menighederne blev formanet til at flygte for den kommende vrede. Ligesom Kristi forløber, Johannes Døber, lagde prædikanterne øksen ved træets rod og opfordrede alle til at bære frugt, som var omvendelsen værdig. Deres gribende appeller stod i skarp kontrast til de forsikringer om fred og ingen fare, der lød fra prædikestolene i almindelighed. Overalt, hvor budskabet blev forkyndt, blev mennesker grebet af det. Skriftens enkle, tydelige vidnesbyrd bragte ved Helligåndens kraft en overbevisning med sig, som de færreste helt kunne modstå. Bekendende kristne blev vækket af deres falske tryghed og indså deres frafald, verdslighed, vantro, stolthed og egoisme. Mange søgte Gud med anger og ydmyghed. Deres interesse, der så længe havde hængt ved de jordiske ting, blev nu rettet mod himlen. Guds ånd hvilede over dem, og de istemte råbet: “Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer.” MBF 295.3

Syndere spurgte grædende: “Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” De uærlige var ivrige efter at yde erstatning. Alle, der fandt fred i Kristus, længtes efter, at andre skulle få del i velsignelsen. Forældres hjerte blev vendt til deres børn og børnenes hjerte til forældrene. Stolthedens og tilbageholdenhedens skranker blev fjernet. Der blev aflagt dybtfølte bekendelser, og i hjemmene arbejdede man på at frelse sine nærmeste og kæreste. Ofte hørtes alvorlig forbøn. Overalt bad mennesker til Gud i dyb sjæleangst. Mange kæmpede hele natten i bøn for at blive forvisset om, at deres synder var forladt, eller for at bede om, at deres slægtninge eller naboer måtte blive omvendt. MBF 296.1

Fra alle samfundsklasser strømmede folk til adventistmøderne. Rig og fattig, høj og lav var af forskellige årsager ivrige efter at høre budskabet om Kristi genkomst. Herren holdt modstanden i skak, mens hans tjenere gjorde rede for deres tro. Det menneskelige redskab var undertiden svagt, men Guds ånd gav sandheden styrke. Man mærkede, at der var hellige engle til stede i disse forsamlinger, og der blev daglig føjet mange til de troende. Store skarer lyttede i åndeløs tavshed, når de højtidelige beviser for Kristi snare komme blev gentaget. Himmel og jord syntes at komme hinanden nærmere. Guds kraft virkede på gamle, unge og midaldrende. På hjemvejen priste folk Gud højlydt — deres glade udbrud gav genlyd i den stille nat. Ingen, der overværede disse møder, kan nogen sinde glemme disse bevægende oplevelser. At der blev fastsat et bestemt tidspunkt for Kristi komme vakte stor modstand hos mange i alle samfundslag, lige fra præsten på prædikestolen til den mest ligeglade, forhærdede synder. De profetiske ord blev opfyldt, som siger: “I de sidste dage vil der komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: ‘Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.’”252 Pet 3,3-4.Blandt dem, der bekendte sig til at elske Frelseren, var der mange, der sagde, at de ikke havde noget at indvende mod læren om hans genkomst. De gjorde blot indsigelse imod, at man fastsatte et bestemt tidspunkt. Men Guds altseende øje gennemskuede deres hjerter. De ville ikke høre tale om, at Kristus skulle komme for at dømme verden med retfærdighed. Deres gerninger kunne ikke tåle at blive undersøgt af den Gud, som ransager hjerterne, og de frygtede for at møde Herren. De havde det ligesom jøderne ved Kristi første komme; de var ikke rede til at byde Jesus velkommen. De afslog ikke blot at lytte til de tydelige argumenter fra Bibelen, men drev spot med dem, der ventede på Herren. Satan og hans engle jublede og hånede Kristus og hans engle med, at de mennesker, der bekendte sig til at tro på ham, havde så lidt kærlighed til ham, at de ikke ønskede, at han skulle komme igen. MBF 296.2

Det argument, der oftest blev benyttet af dem, der forkastede adventtroen, var, at “den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen.”26Matt 24,36.De, der ventede Herren, udlagde dette skriftsted klart og logisk og viste tydeligt, at modstanderne brugte det forkert. Jesus udtalte disse ord i sin mindeværdige samtale med disciplene på Oliebjerget, efter at han havde forladt templet for sidste gang. Disciplene havde spurgt: “Hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?” Jesus omtalte tegnene og sagde derpå: “Sådan skal også I vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren.”27Matt 24,3.33.Man må ikke lade én udtalelse af Jesus gøre en anden til intet. Skønt ingen kender dagen eller timen for Kristi komme, har vi dog fået oplysninger, der forpligter os til at vide, når det er nær. Vi er også blevet undervist om, at det er lige så skæbnesvangert for os ikke at lytte til hans advarsel og benægte eller undlade at forstå, at hans komme er nær, som det var for dem, der levede på Noas tid at være uvidende om syndflodens komme. En lignelse i det samme kapitel viser modsætningen mellem den tro og den utro tjener og dømmer den mand, der sagde i sit hjerte: “Min herre lader vente på sig.” Denne lignelse viser, hvordan Kristus vil betragte og belønne dem, der våger og forkynder hans komme, og dem, der benægter, at han vil komme igen. Han siger: “Våg derfor. … Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det.”28Matt 24,42-51.“Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig.”29Åb 3,3. MBF 297.1

Paulus omtaler en kategori af mennesker, som er uforberedt, når Herren kommer. “Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: ‘Fred og ingen fare!’ da er undergangen pludselig over dem, … og de skal ikke undslippe.” Men han tilføjer med henblik på dem, der giver agt på Frelserens advarsel: “Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten og heller ikke mørket.”301 Thess 5,2-5. MBF 297.2

Sådan blev det påvist, at Skriften ikke giver mennesker nogen ret til at være uvidende om, at Kristi komme er nær. Men de, der kun var interesseret i at finde et påskud til at forkaste sandheden, vendte det døve øre til denne forklaring, og hårdnakkede spottere, ja, selv de, der bekendte sig til at være Kristi tjenere, blev ved at gentage: “Den dag eller time er der ingen, der kender.” Da folket vågnede op og begyndte at spørge efter frelsens vej, stillede religiøse ledere sig imellem dem og sandheden og forsøgte at dæmpe deres frygt ved en fejlagtig fortolkning af Guds ord. Utro vægtere forenede sig med den store forfører og råbte: Fred, Fred! når Gud ikke havde sagt, at der ville blive fred. Mange bar sig ad ligesom farisæerne på Kristi tid. De vil ikke selv gå ind i himlen, og de mennesker, som ønskede at gøre det, forhindrede de i det. Disse menneskers blod vil blive krævet af deres hånd. MBF 298.1

De mest gudhengivne og ydmyge i kirkesamfundene var som regel de første til at tage imod budskabet. De mennesker, der selv studerede Bibelen, kunne ikke undgå at se, at det almindelige syn på profetierne var ubibelsk, og alle vegne, hvor folk ikke var behersket af gejstlighedens indflydelse, og på steder, hvor folk selv læste Guds ord, var det tilstrækkeligt for dem at sammenligne adventsandheden med Skriften for at konstatere, at der stod guddommelig autoritet bag den. MBF 298.2

Mange blev forfulgt af deres vantro brødre. Nogle gik med til at fortie deres håb for at beholde deres plads i menigheden — men andre følte, at troskab mod Gud forpligtede dem til ikke at skjule de sandheder, som han havde betroet dem. Ikke så få blev udelukket af deres menighed, fordi de talte om deres tro på Kristi genkomst. De, der blev udsat for denne trosprøve, fandt trøst i disse ord: “Således siger jeres brødre, der hader jer, og som støder jer bort for mit navns skyld: ‘Lad Herren vise sig i herlighed, så vi kan se jeres glæde;’men de skal blive til skamme.”31Es 66,5. MBF 298.3

Guds engle iagttog med den dybeste interesse resultatet af advarslen. De vendte sig bedrøvet bort, når hele menigheder forkastede budskabet. Men der var endnu mange, som ikke var blevet stillet på prøve med hensyn til sandheden i budskabet om genkomsten. Mange blev vildledt af deres mænd, hustruer, forældre eller børn og overtalt til at tro, at blot det at lytte til den vranglære, der blev forkyndt af adventisterne, var synd. Engle fik befaling om at våge over disse sjæle. Der skulle skinne mere lys på dem fra Guds trone. MBF 298.4

De, der havde antaget budskabet, ventede med usigelig længsel på Frelserens komme. Nu nærmede det tidspunkt sig, da de forventede at se ham. De havde inderligt fælllesskab med Gud — en forsmag på den fred, de ville få i den lyse fremtid. Ingen af dem, der oplevede dette håb og denne tillidsfuldhed, kunne glemme denne dyrebare ventetid. I de sidste uger før det store øjeblik ophørte de for det meste med verdsligt arbejde. De ransagede omhyggeligt hver tanke og følelse i deres hjerte, som lå de på dødslejet og skulle lukke deres øjne for alt jordisk få timer senere. Der blev ikke syet “himmelfartsklæder” (se noter), men alle følte et behov for en indre vished om, at de var beredt til at møde Frelseren. Deres hvide klæder bestod i sjælens renhed — en karakter, der var renset for synd i Kristi blod. Gid de, der bekender sig til at være Guds folk, stadig følte samme behov for hjerteransagelse og stadig ejede den samme urokkelige tro! Hvis de var blevet ved med at ydmyge sig for Herren og trænge frem for nådetronen med deres bønner, ville de have haft en langt rigere erfaring, end de har nu. Der bedes for lidt, der findes for lidt virkelig overbevisning om synd — og som følge af mangel på levende tro er mange blottet for den nåde, som vor genløser i så rigt mål har tilvejebragt. MBF 299.1

Gud ville stille sit folk på prøve. Hans hånd skjulte en fejltagelse i beregningen af de profetiske tidsperioder. Hverken adventisterne eller de lærdeste blandt deres modstandere opdagede fejlen. De sidstnævnte sagde: “Jeres beregning af de profetiske tidsperioder er korrekt. Der forestår en eller anden stor begivenhed, men det er ikke den, som Miller forudsiger. Det er verdens omvendelse og ikke Kristi andet komme” (se noter). MBF 299.2

Ventetiden udløb, og Kristus kom ikke for at befri sit folk. De mennesker, der i oprigtig tro og kærlighed havde ventet på deres Frelser, oplevede en bitter skuffelse. Men Herren nåede sin hensigt. Han stillede de mennesker, der bekendte sig til at vente på hans komme, på prøve for at se, hvad der boede i deres hjerter. For mange havde ren og skær frygt været det eneste motiv. Den tro, de bekendte sig til, øvede ingen indflydelse på deres hjerte og liv. Da den ventede begivenhed ikke indtraf, sagde disse mennesker, at de ikke var skuffede; De havde aldrig troet, at Kristus ville komme. Og de var blandt de første til at drive spot med de sande troendes sorg. MBF 299.3

Men Jesus og hele himlens hær så med kærlighed og medlidenhed på de prøvede og trofaste, der var blevet skuffede. Kunne det slør, der skiller den synlige og den usynlige verden, være blevet trukket til side, ville mange have set engle holde sig nær ved disse standhaftige sjæle og beskytte dem mod Satans pile. MBF 299.4