Vejen til Kristus

6/14

Kapitel 5—Overgivelse

Gud har lovet os: “Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren” (Jer 29,13). Hele hjertet må gives til Gud, ellers kan den forandring med os, som skal genskabe os i hans billede, aldrig finde sted. Af naturen er vi fremmedgjorte for Gud. Helligånden beskriver vores tilstand med ord som disse: “Døde i overtrædelser og synder”, “hovedet er ét stort sår, hjertet er blevet sygt”, “fra isse til fod er der ikke et helt sted”. Vi fastholdes i Satans snare, “hvor de holdes fanget af Djævelen, så de må gøre hans vilje” (Ef 2,1. Es 1,5-6; 2 Tim 2,26). Gud ønsker at helbrede os, at sætte os fri. Men siden dette forudsætter en fuldstændig ændring, en fornyelse af hele vores natur, må vi overgive os selv fuldstændigt til ham. VTK 47.1

Kampen mod selvet er det største slag, der nogensinde er blevet udkæmpet. Overgivelsen af selvet, at overgive alt til Guds vilje, kræver en magtkamp; men sjælen er nødt til at underkaste sig Gud, før den kan blive fornyet til hellighed. VTK 47.2

Guds regering er ikke, som Satan ville få det til at se ud, baseret på blind underkastelse, en urimelig kontrol. Den appellerer til intellektet og samvittighe- den. “Kom lad os gå i rette med hinanden,” lyder skaberens invitation til sine skabninger (Es 1,18). Gud tvinger ikke sine skabningers vilje. Han kan ikke acceptere en hyldest, som ikke er frivilligt og intelligent udtrykt. En tvungen underkastelse ville forhindre al ægte udvikling af sindet og karakteren; det ville gøre en mand til en ren og skær robot. Dette er ikke Skaberens hensigt. Han ønsker, at mennesket, kronen på hans skaberværk, skal nå den højest mulige udvikling. Han viser os velsignelsens højder, som han ønsker, vi skal modtage gennem hans nåde. Han opfordrer os til at give os selv til ham, således at han kan udføre sin vilje med os. Det er op til os at vælge, om vi vil sættes fri fra syndens trældom eller ej, så vi kan få del i Guds børns herlige frihed. VTK 47.3

Når vi overgiver os selv til Gud, er vi nødt til at opgive alt det, som adskiller os fra ham. Derfor siger frelseren: “Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget” (Luk 14,33). Hvad som helst, der drager hjertet væk fra Gud, må der gives afkald på. Mammon er manges forbillede. Kærlighed til penge, ønsket om rigdom, er den gyldne lænke, som binder dem til Satan. Et godt omdømme og verdslig ære bliver værdsat af en anden gruppe. Et liv i selvtilfredsstillelse og det at være fri for ansvar over for noget som helst er andres forbillede. Men disse slavebånd må nødvendigvis brydes. Vi kan ikke halvt tilhøre Gud og halvt tilhøre verden. Vi er ikke Guds børn, hvis ikke vi er det helt og fuldt. VTK 48.1

Der er dem, som bekender sig til at tjene Gud, mens de forlader sig på deres egne anstrengelser til at adlyde hans lov, til at forme den rette karakter og sikre frelsen. Deres hjerter er ikke blevet berørt af en dyb forståelse af Guds kærlighed, men de forsøger at udføre pligterne i det kristne liv såvel som at gøre det, Gud forlanger af dem for at kunne opnå himlen. Sådan en religion er ingenting værd. Når Kristus bor i hjertet, vil sjælen fyldes så meget med hans kærlighed, med glæden ved at være i forbindelse med ham, at den vil holde sig til ham; og ved at skue ham vil selvet blive glemt. Kærlighed til Kristus bliver kilden til handling. De, som føler Guds begrænsende kærlighed, spørger ikke, hvor lidt de behøver at give for at opfylde Guds krav; de spørger ikke, hvad den laveste standard er, men sigter efter en fuldkommen samklang med deres forløsers vilje. Med et oprigtigt ønske giver de alt og opøver en interesse, som er proportionel med værdien af det objekt, de søger. En bekendelse af Kristus som er denne dybe kærlighed foruden, er intet andet end snak, tør formalitet og tungt slid og slæb. VTK 49.1

Føler du, at det er for stort et offer at give alt til Kristus? Stil dig selv dette spørgsmål: “Hvad har Kristus ofret for mig?” Guds søn gav alt — liv og kærlighed og lidelse — for at vi kan blive frelst. Og kunne det tænkes, at vi, de uværdige som er genstand for så stor kærlighed, har tænkt os at holde vores hjerter tilbage for ham? Hvert øjeblik af vores liv har vi taget del i hans nådes velsignelser, og på grund af dette kan vi ikke helt forstå, hvilke dybder af uvidenhed og ulykke vi er blevet reddet fra. Kan vi se på ham, som vores synder har gennemboret, og stadig være villige til at trodse al hans kærlighed og hans offer? I lyset af ærens herres uendelige ydmygelse, har vi så tænkt os at skumle, fordi vi kun kan indgå til livet gennem kamp og selvydmygelse? VTK 49.2

Mangen et stolt hjerte har spurgt: “Hvorfor er jeg nødt til at angre og ydmyge mig, før jeg kan få vished om, at jeg er accepteret af Gud?” Jeg henleder din opmærksomhed på Kristus. Han var syndfri, og mere endnu: han var himlens prins; men for menneskehedens skyld påtog han sig dens synd. “Han hengav sit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere. Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere” (Es 53,12). VTK 50.1

Men hvad er det, vi opgiver, når vi giver alt? Et hjerte forurenet af synd, som vi overlader til Jesus at rengøre, at rense med sit eget blod og derefter at frelse ved sin uforlignelige kærlighed. Og alligevel synes mennesker, at det er svært at give alt! Jeg skammer mig ved at høre tale om sådan noget, jeg skammer mig over at skrive om det. VTK 50.2

Gud kræver ikke af os, at vi opgiver noget, som er til vores bedste at beholde. I alt, hvad han foretager sig, har han menneskenes velfærd for øje. Hvis bare alle, som ikke har valgt Kristus, dog ville indse, at han har noget langt bedre at tilbyde dem end det, de forsøger at opnå selv. Mennesket gør den største skade og uret mod sin egen sjæl, når det tænker og handler mod Guds vilje. Ingen ægte glæde findes på den vej, som han, der ved hvad det bedste er, og som lægger planer om det bedste for sine skabninger, har forbudt. Overtrædelsens vej er vejen til ulykke og ødelæggelse. VTK 51.1

Det er en fejltagelse, hvis man dyrker tanken om, at Gud er glad for at se sine børn lide. Hele himlen er interesseret i menneskets lykke. Vores himmelske far afspærrer ikke glædens veje for nogen som helst af sine skabninger. De guddommelige krav påbyder os at afsky de lidenskaber, som vil føre lidelse og skuffelser med sig, som vil lukke døren til lykken og himlen. Verdens frelser accepterer mennesket som det er, med alle dets mangler, ufuldkommenheder og svagheder; og han vil ikke alene rense fra synd og skænke forløsning gennem sit blod, men han vil tilfredsstille længslen i alle, som tager hans åg på sig, som bærer hans byrde. Det er hans formål at indsætte fred og hvile i alle, som kommer til ham for at få livets brød. Han kræver, at vi kun udfører de pligter, som vil lede vores skridt til de højder af lykke, som de ulydige aldrig kan opnå. Sjælens sande, glædesfyldte liv er at have Kristus i sig, nådens håb. VTK 51.2

Mange spørger: “Hvordan skal jeg overgive mig selv til Gud?” Du ønsker at overgive dig til ham, men du har en svag moralsk styrke, er slave af tvivlen og styret af dit syndige livs vaner. Dine løfter og beslutninger er som reb af sand. Du kan ikke kontrollere dine tanker, dine impulser, dine ønsker. Dit kendskab til dine brudte løfter og forspildte forpligtelser svækker din tillid til din egen oprigtighed og får dig til at føle, at Gud ikke kan acceptere dig; men du behøver ikke at fortvivle. Det, du har brug for, er viljens sande styrke. Dette er den herskende magt i menneskets natur, magten til at tage en beslutning og træffe et valg. Alt afhænger af viljens rette handling. Magten til at vælge, som Gud har givet menneskene, er til, for at de kan udøve den. Man kan ikke ændre sit hjerte, man kan ikke af sig selv give dets attrå til Gud; men man kan vælge at tjene ham. Man kan give ham sin vilje; så vil han virke i dig at ville og at handle ef- ter hans ønske. Således vil hele din natur blive bragt under Kristi ånds kontrol; din hengivenhed vil være fokuseret på ham, dine tanker vil være i samklang med ham. VTK 52.1

Ønsker om godhed og hellighed er rigtige, så langt som de rækker; men hvis man stopper her, fører de til intet. Mange vil gå fortabt, mens de håber og ønsker at være kristne. De når aldrig til et punkt, hvor de giver efter for Guds vilje. De vælger ikke lige nu at være kristne. VTK 53.1

Gennem den rette brug af viljen kan der foretages en fuldstændig ændring af dit liv. Ved at give din vilje til Kristus allierer du dig med den magt, som står over alle magter og myndigheder. Du vil få styrke fra oven til at holde dig sikker, og gennem stadig overgivelse til Gud vil du være i stand til at leve et nyt liv, et nyt liv i tro. VTK 53.2