Vejen til Kristus

5/14

Kapitel 4—Bekendelse

“Den, der vil skjule sine overtrædelser, går det ikke godt, men den, der bekender dem og holder op med dem, finder barmhjertighed” (Ordsp 28,13). VTK 41.1

Betingelserne for at opnå Guds nåde er enkle, retfærdige og fornuftige. Gud kræver ikke af os, at vi foretager os en eller anden sørgehandling som forudsætning for, at vi kan få tilgivelse fra synd. Vi behøver ikke at rejse på lange, trættende pilgrimsrejser eller udføre pinefulde bodshandlinger for at forlige vores sjæle med himlens Gud og sone vores overtrædelser; men den, som bekender og opgiver sin synd, skal finde nåde. VTK 41.2

Apostlen siger: “Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt” (Jak 5,16). Bekend jeres synder over for Gud, som alene kan tilgive dem, og jeres fejl over for hinanden. Hvis du har fornærmet en af dine venner eller naboer, bør du indrømme din fejltagelse, og det er hans pligt at tilgive dig. Så skal du bede om tilgivelse hos Gud, fordi den bror, som du har såret, er Guds ejendom, og ved at såre ham har du syndet mod hans skaber og frelser. Sagen bliver bragt frem for den eneste sande mægler, vo- res mægtige ypperstepræst, som “var i alle måder fristet som os, dog uden synd”, og som har “medfølelse med vores skrøbeligheder”, og som er i stand til at rense enhver plet af urenhed (Hebr 4,15). VTK 41.3

De, som ikke har ydmyget deres sjæle for Gud ved at erkende deres skyld, har endnu ikke opfyldt den første betingelse for at få accept. Hvis vi ikke har erfaret den anger, som ikke fortrydes, og vi aldrig har bekendt vores synder med ægte ydmyghed og nedbrudt ånd, idet vi afskyr vores overtrædelse, så har vi aldrig rigtig søgt om tilgivelse for synd; og hvis vi aldrig har ledt, har vi aldrig fundet Guds fred. Den eneste grund til, at vi ikke har fået tilgivelse for fortidens synder, er, at vi ikke er villige til at ydmyge vores hjerter og arbejde på de betingelser, som sandhedens ord stiller. Der er blevet sørget for en udførlig instruktion på dette område. Bekendelse af synd, uanset om det er offentligt eller privat, bør være helhjertet og åbent givet til kende. Den skal ikke nødes frem af synderen. Den skal ikke bekendes på en ligegyldig og tilfældig måde, eller presses ud af dem, som ingen forståelse har for syndens afskyelige karakter. Den tilståelse, som er et udtryk fra det dybeste i sjælen, finder vej frem til den uendelige nådes Gud. Salmisten siger: “Når de retfærdige skriger, hører Herren dem, og han befrier dem fra alle deres trængsler” (Sl 34,18). VTK 42.1

Ægte bekendelse er altid specifik, og den erkender specifikke synder. De er måske af en sådan karakter, at de kun lægges frem for Gud; det kan være synder, som bør bekendes over for individer, som har lidt smerte på grund af dem; eller de kan være af en offentlig karakter og bør da bekendes offentligt. Men al bekendelse bør være specifik og præcis, idet du vedkender dig netop de synder, som du har gjort dig skyldig i. VTK 43.1

På Samuels tid vendte israelitterne sig bort fra Gud. De led syndens følger; for de havde mistet deres tro på Gud, mistet deres evne til at se hans magt og visdom til at regere nationen, og de havde mistet forvisningen om hans evne til at forsvare og vinde sin sag. De vendte sig bort fra universets hersker og ønskede at blive styret som de nationer, der omgav dem. Før de endelig fandt fred igen, udtalte de denne specifikke bekendelse: “For til alle vores synder har vi føjet det onde at kræve en konge” (1 Sam 12,19). Den synd, som de var blevet anklaget for, var nødt til at blive bekendt. Deres utaknemmelighed undertrykte deres sjæle og adskilte dem fra Gud. VTK 43.2

Bekendelsen er ikke acceptabel for Gud uden oprigtig anger og forvandling. Der må være taget en beslutning om forandringer i livet; alt, hvad der er stødende mod Gud, er nødt at blive fjernet. Dette vil være resultatet af ægte sorg over synd. Det arbejde, som vi selv har at gøre, er enkelt forklaret for os: “Vask jer, rens jer! Fjern jeres onde gerninger fra mine øjne, hold op med at handle ondt, lær at handle godt! Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag!” (Es 1,16-17). VTK 43.3

“Men når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og han vender om fra sin synd og øver ret og retfærdighed, giver tilbage, hvad han tog i pant, erstatter, hvad han røvede, og følger livets love uden at øve uret, så skal han bevare livet og ikke dø” (Ez 33,14-15). Paulus siger om omvendelsen: “Og se netop bedrøvelsen efter Guds vilje — hvor stor beslutsomhed, ja undskyldning, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja afstraffelse har den ikke virket hos jer! På alle måder har I vist jer rene i den sag” (2 Kor 7,11). VTK 44.1

Når synden har dræbt de moralske opfattelser, kan overtræderen ikke klart se karakterens brist, ej heller kan han indse omfanget af den ondskab, han har forårsaget; og hvis ikke han giver efter for Helligåndens dømmende magt, vil han forblive delvist blændet af sin synd. Hans tilståelser er ikke ægte og oprigtige. Til enhver bekendelse af sin skyld tilføjer han en bortforklaring som undskyldning for sin handling, idet han påstår, at hvis det ikke havde været på grund af visse omstændigheder, ville han ikke have gjort det, som han bliver irettesat for. VTK 44.2

Efter at Adam og Eva havde spist af den forbudte frugt, var de fyldt af en følelse af skam og skræk. Først var deres eneste tanke, hvordan de skulle undskylde deres synd og undslippe den frygtede dødsstraf. Da Herren forhørte sig om deres synd, svarede Adam ved at skyde skylden delvist på Gud og delvist på sin partner: “Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.” Kvinden beskyldte slangen, da hun sagde: “Slangen forledte mig til at spise” (1 Mos 3,12-13). Hvorfor skabte du slangen? Hvorfor fik du ham til at komme i Edens Have? Disse spørgsmål var antydet i hendes undskyldning for sin synd, og derved blev ansvaret for syndefaldet placeret hos Gud. Selvretfærdighedens ånd begyndte hos løgnens far og er blevet udøvet af alle Adams sønner og døtre. VTK 45.1

Tilståelser af denne slags er ikke inspireret af den guddommelige ånd og vil ikke blive accepteret af Gud. Sand omvendelse vil føre til, at mennesket tager sin egen skyld på sig og vedkender sig den uden bedrag eller hykleri. Som den arme tolder, som ikke engang vendte blikket mod himlen, vil han udbryde: VTK 45.2

“Gud, vær mig arme synder nådig,” og de, som vedkender sig deres skyld, vil blive retfærdiggjort, for Jesus vil udgyde sit blod på den angrende sjæls vegne. VTK 45.3

Eksemplerne på ægte omvendelse og ydmygelse i Guds ord blotlægger en bekendende ånd, der ikke giver nogen undskyldninger for synd eller forsøger at være selvretfærdig. Paulus forsøgte ikke at beskytte sig selv; han sætter sin synd i det dårligste lys, han forsøger ikke at minimere sin synd. Han siger: “Jeg fik fuldmagt fra ypperstepræsterne og lod mange af de hellige sætte i fængsel, og når de skulle henrettes, stemte jeg for det. I alle synagoger har jeg ofte med straf forsøgt at tvinge dem til bespottelse. Så voldsomt rasede jeg imod dem, at jeg forfulgte dem helt til byer i udlandet” (ApG 26,10-11). Han tøver ikke med at udbryde: “Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største” (1 Tim 1,15). VTK 46.1

Det ydmyge, knuste hjerte, underkastet i oprigtig anger, vil forstå noget af Guds kærlighed og prisen for Golgata; og ligesom et barn bekender over for en kærlig far, således vil det oprigtigt angrende menneske bringe alle sine synder frem for Gud. Det står skrevet: “Hvis vi bekender vores synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vores synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9). VTK 46.2