Kristi lignelser

Undervisning i lignelser

Det samme princip, som lå til grund for Kristi komme til denne verden, ses i hans undervisning i lignelser. Kristus påtog sig vor natur og boede blandt os, for at vi kunne komme til at kende hans guddommelige karakter og liv. Guddommen blev åbenbaret i menneskelighed, den usynlige herlighed i den synlige menneskelige skikkelse. Menneskene kunne lære af det ukendte gennem det kendte, det himmelske blev åbenbaret gennem det jordiske; Gud selv åbenbarede sig i menneskeskikkelse. Dette var også tilfældet i Kristi undervisning, det ukendte blev illustreret med det kendte, guddommelige sandheder med jordiske ting, som menneskene var fortrolige med. KL 5.1

Skriften siger: “Alt dette talte Jesus til folkeskarerne i lignelser, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten, der siger: Jeg vil åbne min mund med lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra verdens grundlæggelse”. Almindelige ting brugtes til at forklare de åndelige; ting i naturen og tilhørernes erfaringer i livet blev overført på det skrevne ords sandheder. Idet Kristi lignelser således leder fra naturens verden til det åndelige rige, er de led i den kæde af sandheder der forener mennesket med Gud og jorden med Himmelen. KL 5.2

I sin undervisning fra naturen talte Kristus om de ting, hans egne hænder havde skabt, og som var udstyret med egenskaber og kræfter som han selv havde givet dem. Alle skabte ting var i deres oprindelige fuldkommenhed et udtryk for Guds tanker. For Adam og Eva i deres hjem i Eden var naturen fuld af Guds kundskab, fuld af guddommelig undervisning. Visdom talte til øjet og blev modtaget i hjertet, for de stod i forbindelse med Gud gennem hans skaberværk. Så snart det hellige par overtrådte den Højestes lov, forsvandt genskinnet af Guds ansigt fra naturen. Jorden er nu skæmmet og besmittet af synd. Alligevel er der i dens nuværende tilstand meget tilbage, der er smukt. Guds anskuelsesundervisning findes endnu; når naturen forstås på rette måde, taler den om sin skaber KL 6.1

På Kristi tid havde man tabt disse lærdomme af syne. Menneskene var næsten ophørt med at se Gud i hans skaberværk. Menneskehedens syndighed havde ligesom kastet et dække over det skabte, og i stedet for at åbenbare Gud blev hans skaberværk et slør der skjulte ham. Menneskene ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen. Således blev hedningernes tanker tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. I Israel var menneskets lærdomme også sat i stedet for Guds. Det var ikke alene ting i naturen, men offertjenesten og selve skrifterne, som alle var givet for at åbenbare Gud, der var så forvanskede, at de medvirkede til at skjule ham. KL 6.2

Kristus søgte at fjerne det, der skjulte sandheden. Det slør som synden havde kastet over naturen, kom han for at drage til side og bringe den åndelige herlighed for dagen, som alle ting var blevet skabt for at genspejle. Hans ord stillede naturens undervisning såvel som Bibelens i et nyt lys og gjorde den til en ny åbenbaring. KL 7.1

Jesus plukkede den smukke lilje og gav den til børn og unge, og idet de så ind i hans eget ungdommelige ansigt, der lyste af glansen fra hans Faders ansigt, lærte han dem og sagde: “Læg mærke til liljerne på marken, hvor ledes de vokser, i al deres naturlige skønhed; de arbejder og spinder ikke; men jeg siger jer at end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.” Så fulgte den herlige forsikring og de belærende ord: “Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer I lidettroende?” KL 7.2

I bjergprædikenen blev disse ord også talt til andre end børn og unge. De blev talt til mængden, hvoriblandt der var mænd og kvinder som var bekymrede og rådvilde og såret af skuffelser og sorger. Jesus fortsatte: “Derfor må I ikke være bekymrede og sige: “Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller: Hvad skal vi klæde os i? Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette.” Idet han derpå udrakte sine arme mod skaren, der sad omkring ham, sagde han: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” KL 7.3

Således tolkede Kristus det budskab, som han selv havde givet til liljerne og græsset på marken. Han ønsker at vi skal læse det i enhver lilje og et hvert græsstrå. Hans ord er fyldt med løfter og tjener til at stadfæste tillid til Gud. Kristi syn på, hvad der er sandt, var så klart, hans undervisning så omfattende, at alt i naturen blev brugt til at illustrere en eller anden sandhed. Det, som øjet daglig ser på, blev sat i forbindelse med en eller anden åndelig sandhed naturen iklædtes Mesterens lignelser. KL 8.1

I begyndelsen af sin gerning havde Kristus talt til folket med så tydelige og enkle ord, at alle hans tilhørere kunne have forstået de sandheder som kunne gøre dem vise til frelse. Men i manges hjerter var sandheden ikke blevet rodfæstet, og den var hurtigt blevet glemt. “Derfor taler jeg til dem i lignelser” sagde han, “fordi de ser og dog ingenting ser og hører og dog ingenting hører eller forstår. Thi dette folks hjerte er blevet sløvet, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket.” KL 8.2

Jesus ønskede at få dem til at stille spørgsmål. Han søgte at vække de ligegyldige og få sandheden til at gøre indtryk på deres hjerter Det var populært at undervise i lignelser og det vakte respekt og opmærksomhed ikke blot blandt jøderne, men også blandt folk fra andre nationer. Han kunne ikke have brugt mere virksomme undervisningsmetoder. Hvis hans tilhørere havde ønsket kundskab angående guddommelige ting, kunne de have forstået hans ord, for han var altid villig til at forklare det for den, der spurgte i oprigtighed. KL 9.1

Kristus havde desuden sandheder, at fremholde, som folket ikke var rede til at tage imod eller forstå. Det var også af den grund, at han talte til dem i lignelser. Ved at forbinde sin undervisning med ting fra det daglige liv med erfaringer eller naturen, sikrede han sig deres opmærksomhed og gjorde indtryk på deres hjerter. Når de senere så på de ting, som illustrerede hans lærdomme, huskede de den guddommelige lærers ord. For de sind, der var åbne for Helligånden, blev betydningen af Frelserens undervisning mere og mere åbenbar. Gåder blev løst, og det, der havde været vanskeligt at forstå, blev klart. KL 9.2

Jesus søgte at finde vej til alle hjerter. Ved at bruge mange forskellige illustrationer fremførte han ikke alene sandheden fra dens forskellige synsvinkler, men han appellerede til de forskellige tilhørere. Deres interesse blev vakt ved billeder hentet fra det, der omgav dem til daglig. Ingen, der lyttede til Frelseren, kunne føle, at de blev forbigået eller glemt. De mest ydmyge, de mest syndige hørte i hans undervisning en stemme, der talte til dem med sympati og ømhed. KL 9.3

Han havde endnu en grund til at tale til dem i lignelser. Blandt de skarer som flokkedes omkring ham, var der præster og rabbinere, skriftkloge og ældste, herodianere og rådsherrer verdslige, fordomsfulde, ærgerrige mænd, der frem for alt ønskede at finde noget at anklage ham for. Deres spioner fulgte ham dag for dag for at fange et eller andet ord fra hans læber der kunne bruges til at fordømme ham og for bestandigt bringe den til tavshed, der syntes at drage hele verden efter sig. Frelseren kendte disse mænds karakter og han fremholdt sandheden på en sådan måde, at de ikke kunne finde noget at anklage ham for, for rådet. I lignelser irettesatte han det hykleri og de onde handlinger som øvedes af dem, der sad inde med høje stillinger og i billedsprog iklædte han sandheder der var så rammende, at hvis de var blevet udtalt som en direkte fordømmelse, ville de ikke have lyttet til hans ord, men hurtigt have gjort en ende på hans gerning. Men medens han undgik spionerne, fremstillede han sandheden så tydeligt, at vildfarelser blev åbenbaret, og de, der var ærlige og oprigtige, fik gavn af hans undervisning. Guddommelig visdom og nåde blev forklaret ved hjælp af de ting, Gud havde skabt. Gennem naturen og erfaringer i livet fik menneskene undervisning af Gud. “Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger” KL 10.1

I Kristi undervisning i lignelser får vi et glimt af, hvad sand højere uddannelse omfatter. Kristus kunne have åbenbaret videnskaben dybeste sandheder for menneskene. Han kunne have klarlagt mysterier, som det har krævet mange århundreders ihærdigt studium at trænge ind i. Han kunne være kommet med hentydninger i videnskabelig retning, der ville have givet stof til eftertanke og ansporet til opfindelser lige ned til verdens ende. Men han gjorde det ikke. Han sagde ikke noget for at tilfredsstille nysgerrigheden eller mætte menneskets ærgerrighed ved at åbne dørene til verdslig storhed. I al sin undervisning bragte Kristus menneskets tanker i forbindelse med den uendeliges tanker. Han henviste ikke folk til at studere menneskenes teorier angående Gud, hans ord eller hans gerninger. Han lærte dem at se ham således, som han er åbenbaret i sine gerninger i sit ord. KL 11.1

Kristus arbejdede ikke med abstrakte teorier, men med det der er nødvendigt for at udvikle karakteren, det, som vil give mennesket større muligheder for at kende Gud og forøge dets evne til at gøre godt. Han talte til menneskene om de sandheder der vedrører vor livsførelse, og som angår evigheden. KL 11.2

Det var Kristus, som ledede Israels børns uddannelse. Vedrørende Herrens bud og forordninger sagde han: “Du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op; du skal binde dem som et tegn om din hånd, de skal være som et erindringsmærke på din pande, og du skal skrive dem på dørstolperne af dit hus og på dine porte.” I sin egen undervisning viste Jesus, hvorledes denne befaling skal opfyldes, hvorledes Guds riges love og principper kan fremstilles så at deres skønhed og værdi åbenbares. Da Herren uddannede israelitterne, for at de kunne være hans særlige repræsentanter gav han dem deres hjem blandt bakker og dale. I deres hjemliv og deres gudstjeneste blev de hele tiden bragt i kontakt med naturen og med Guds ord. På samme måde underviste Kristus også sine disciple ved søen, på bjergskråningerne, på markerne og i skovene, hvor de kunne se på de ting i naturen, som han brugte til at illustrere sin undervisning med. Og som de lærte af Kristus, gjorde de brug af deres kundskab ved at samarbejde med ham i hans gerning. KL 12.1

Gennem det skabte skal vi således blive kendt med Skaberen. Naturens bog er en stor lærebog, som vi skal bruge sammen med Bibelen til at undervise andre om hans karakter og lede fortabte får tilbage til Guds fold. Eftersom Guds skaberværk studeres, sender Helligånden overbevisningen til vort sind. Det er ikke den overbevisning, som logisk tænkning frembringer; men hvis ikke sindet er blevet alt for formørket til at kende Gud, øjet for svagt til at se ham, øret for tunghørt til at høre hans stemme, vil den dybere betydning blive forstået, og de ophøjede, åndelige sandheder i det skrevne ord vil gøre indtryk på hjertet. KL 12.2

I disse lærdomme, der er taget fra naturen, er der en enkelhed og renhed, der gør dem meget værdifulde. Alle behøver den lærdom, som kan fås gennem denne kilde. Selve naturens skønhed leder tankerne bort fra synd og verdslige tillokkelser og hen mod renhed, fred og Gud. Alt for ofte er elevers tanker optaget af menneskers teorier og spekulationer der med urette kaldes videnskab og filosofi. De behøver at blive bragt i nær forbindelse med naturen. Lad dem lære, at skaberværket og kristendommen har samme Gud. Lad dem lære at se den harmoni, der er mellem naturens verden og Guds rige. Lad alt, hvad de ser med deres øjne eller rører med deres hænder blive en lektie i karakterdannelse. Således vil de intellektuelle evner blive styrket, karakteren udviklet og hele livet forædlet. KL 13.1

Kristi hensigt med at undervise i lignelser var i fuldkommen harmoni med hensigten med sabbatten. Gud gav menneskene mindet om sin skaberkraft, for at de skulle kunne lære ham at kende gennem hans hænders værk. Sabbatten byder os at se Skaberens herlighed i alt det, han har skabt, og det var fordi Jesus ønskede, at vi skulle gøre dette, at han forbandt sine dyrebare lærdomme med de skønne ting i naturen. På den hellige hviledag, fremfor på alle andre dage, burde vi studere de budskaber som Gud har skrevet til os i naturen. Vi burde studere Kristi lignelser der hvor han har fortalt dem, nemlig ude på markerne og i skovene, under den åbne himmel, blandt græsset og blomsterne. Efter som vi kommer i nær kontakt med naturen, vil Kristus gøre sin nærværelse virkelig for os og tale til vore hjerter om sin fred og kærlighed. KL 13.2

Og Kristus har ikke alene knyttet sin undervisning til hviledagen, men også til arbejdsugen. Han har visdom til den, der fører ploven og sår sæden. I pløjningen og såningen, i dyrkningen af jorden og i høsten lærer han os at se et billede på sin nådes virken i vort hjerte. Således ønsker han, at vi skal finde en guddommelig sandhed i enhver gren af nyttigt arbejde og enhver tildragelse i livet. Så vil vort daglige arbejde ikke længer lægge beslag på al vor opmærksomhed og lede os til at glemme Gud; det vil stadig minde os om vor skaber og forløser. Tanken om Gud vil løbe som en gylden tråd gennem alt, hvad vi dagligt beskæftiger os med. Glansen fra hans ansigt vil for os atter genspejles i naturen. Vi vil stadig lære nyt om de himmelske sandheder og blive mere og mere lig ham i renhed. Således vil vi blive oplært af Herren, og vandre med Gud i den gerning, vi er kaldet til. KL 14.1