Mesterens efterfølgere

13/59

KAPITEL 12—FØRST FORFØLGER OG SÅ DISCIPEL

Dette kapitel er bygger over Ap. G. 9, 1-18.

En af de mest fremtrædende blandt de jødiske ledere, som blev dybt rystet over den fremgang, der fulgte evangeliets forkyndelse, var Saulus fra Tarsus. Skønt Saulus af fødsel var romersk borger, var han dog af jødisk slægt og havde fået sin uddannelse i Jerusalem hos de betydeligste rabbinere. Saulus var “af Israels folk, af Benja-mins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer, nidkær forfølger af kirken, ulastelig efter lovretfærdighedens krav.” Fil. 3, 5. 6. Af rabbinerne blev han anset for at være en meget lovende ung mand, og man nærede store forhåbninger om, at han skulle blive en nidkær forkæmper for den gamle tro. Hans ophøjelse til at være medlem af det jødiske råd gav ham en magtstilling. ME 64.1

Saulus havde spillet en fremtrædende rolle ved Stefanus’ forhør og domfældelse, og de slående beviser på Guds nærværelse hos martyren havde fået Saulus til at betvivle retfærdigheden i den sag, han havde sluttet sig til mod Jesu disciple. Han var blevet dybt rystet. I sin tvivlrådighed henvendte han sig til dem, hvis visdom og dom han fuldtud stolede på. Præsternes og rådsherrernes argumenter overbeviste ham til slut om, at Stefanus var en gudsbespotter, at den Kristus, som martyrdisciplen havde prædiket om, var en bedrager, og at de, som beklædte de hellige embeder, måtte have retten på deres side. ME 64.2

Det var ikke uden alvorlige overvejelser, at Saulus kom til denne slutning. Men til sidst blev han på grund af sin opdragelse og sine fordomme, sin agtelse for sine tidligere lærere og sin stolthed over at være velanskrevet, rustet til at gøre oprør mod samvittighedens røst og Guds nåde. Og da han var blevet helt sikker på, at præsterne og de skriftkloge havde ret, blev Saulus meget skarp i sin bekæmpelse af den lære, som Jesu disciple forkyndte. Hans virksomhed med at få kristne mænd og kvinder slæbt for retten, hvor nogle af dem blev dømt til fængsel og andre endog til døden, kun på grund af deres tro på Jesus, bragte sorg og mismod over den nylig oprettede menighed og fik mange til at redde sig ved flugt. ME 64.3

De, som var blevet fordrevet fra Jerusalem på grund af denne forfølgelse, “drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord.” Ap. G. 8, 4. Damaskus var en af de byer, de kom til, og her vandt den nye tro mange tilhængere. ME 64.4

Præsterne og rådet havde håbet, at kætteriet måske kunne undertrykkes ved agtpågivenhed og hårde forfølgelser. Nu forstod de, at de også andre steder måtte tage de samme strenge forholdsregler, som man i Jerusalem havde taget mod den nye lære. Saulus tilbød sin tjeneste til det særlige arbejde, de ønskede gjort i Damaskus. Han “fnyste stadig med trussel og mord imod Herrens disciple og gik til ypperstepræsten og bad om breve til synagogerne i Damaskus, for at han, hvis han fandt nogen, mænd eller kvinder, som holdt sig til “vejen”, da kunne føre dem bundne til Jerusalem.” Således drog Saulus fra Tarsus “med fuldmagt og myndighed fra ypperstepræsterne” i sin manddoms kraft og styrke og glødende af misforstået nidkærhed ud på denne mindeværdige rejse, hvis forunderlige oplevelser skulle komme til at forandre hele hans liv. Ap. G. 26, 12. ME 65.1

På rejsens sidste dag, “ved middagstid,” da de trætte rejsende nærmede sig Damaskus, havde de fuld udsigt til store strækninger af frugtbart land, skønne haver og rige frugthaver, der fik vand fra kølige bække fra de omliggende bjerge. Efter den lange rejse gennem øde ørkener var et sådant syn i sandhed forfriskende. Mens Saulus sammen med sine rejsefæller beundrende betragtede den frugtbare slette og den smukke by dernede, “så jeg undervejs,” som han senere fortalte, “et lys fra Himmelen klarere end solens glans omstråle mig og mine rejsefæller,” et lys, som dødeliges øjne ikke kunne tåle. Blændet og forvildet faldt Saulus til jorden. ME 65.2

Mens lyset vedblev at skinne om dem, hørte Saulus “en røst, som sagde til ham på hebraisk: “Saul, Saul! hvorfor forfølger du mig?” Og han sagde: “Hvem er du, Herre?” Og Herren svarede: “Jeg er Jesus, som du forfølger! Det bliver strengt for dig at stampe mod brodden.” Ap. G. 26, 13. 14. ME 65.3

Opfyldte af skræk og næsten blindede på grund af det voldsomme lys hørte Sauls rejsefæller røsten, men så ingen. Men Saulus forstod de ord, som var talt, og for ham åbenbaredes tydeligt, hvem det var, som talte: Guds egen Søn. I den strålende skikkelse, som stod for ham, genkendte han den korsfæstede. Billedet af Frelserens ansigt stod for evigt prentet i den skrækslagne jødes sjæl. De ord, som blev talt, ramte hans hjerte med forfærdende kraft. Lyset strømmede ind i hans formørkede sind og åben-barede dér hans tidligere livs uvidenhed og vildfarelser og hans nuværende behov for Helligåndens oplysning. ME 65.4

Nu så Saulus, at han ved at forfølge Jesu disciple i virkeligheden var gået Satans ærinde. Han så, at hans overbevisning om, hvad der var ret, og hvad der var hans pligt, for en stor del havde været bygget på hans tillid til præsterne og rådsherrerne. Han havde troet dem, da de fortalte ham, at historien om opstandelsen kun var et snedigt påfund af disciplene. Nu hvor Jesus selv åbenbarede sig, var Saulus overbevist om sandheden i, hvad disciplene hævdede. ME 65.5

I denne stund i det himmelske lys reagerede Saulus’ tanker med forunderlig hast. Den hellige skrifts profetiske beretninger blev forståelige for ham. Han så, at jødernes forkastelse af Jesus, hans korsfæstelse, opstandelse og himmelfart var blevet forudsagt af profeterne og beviste, at han var den forjættede Messias. Stefanus’ tale, dengang han led martyrdøden, lød for Saulus’ ører, og han forstod, at martyren virkelig havde set “Guds herlighed”, da han sagde: “Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.” Ap. G. 7, 55. 56. Præsterne havde kaldt disse ord for gudsbespottelse, men nu vidste Saulus, at de var sandhed. ME 65.6

Hvilken åbenbaring var ikke alt dette for forfølgeren! Nu vidste Saulus med sikkerhed, at den lovede Messias var kommet til verden som Jesus fra Nazaret, og at han var blevet forkastet og korsfæstet af dem, han var kommet for at frelse. Han vidste også, at Frelseren med sejr var opstået fra graven og var steget op til Himmelen. Ved dette øjebliks himmelske åbenbaring erindrede Saulus med forfærdelse, at Stefanus, der havde vidnet om en korsfæstet og opstanden Frelser, var blevet ofret med hans samtykke, og at senere mange andre værdige efterfølgere af Jesus ved hans medvirken havde mødt døden under de frygtelige forfølgelser. ME 66.1

Frelseren havde talt til Saulus gennem Stefanus, hvis klare bevisførelse ikke kunne bestrides. Den lærde jøde havde på martyrens ansigt set genskinnet af Kristi herlighed, der viste sig ved, at “hans ansigt var som en engels ansigt.” Ap. G. 6, 15. Han havde været vidne til Stefanus’ overbærenhed mod sine fjender og til, at han tilgav dem. Han havde også været vidne til styrken og den glade hengivelse hos mange af dem, han havde overgivet til pinsler og lidelser. Nogle havde han endog set med fryd give livet hen for deres tros skyld. ME 66.2

Alt dette havde gjort et stærkt indtryk på Saulus og havde til tider påtvunget ham en næsten overvældende overbevisning om, at Jesus var den forjættede Messias. I sådanne stunder havde han hele nætter igennem kæmpet imod denne overbevisning, og altid havde han endt sagen med at vedkende sig den tro, at Jesus ikke var Messias, og at hans disciple var fanatikere, der havde ladet sig narre. ME 66.3

Nu havde Kristus talt til Saulus med sin egen røst og sagt: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Og spørgsmålet: “Hvem er du, Herre?” blev besvaret med samme røst: “Jeg er Jesus, som du forfølger!” Kristus gør sig her til ét med sit folk. Ved at forfølge Jesu efterfølgere havde Saulus rettet slaget lige mod Himmelens Herre. Ved falske beskyldninger og vidnesbyrd imod dem havde han falskelig anklaget og vidnet mod verdens Frelser. ME 66.4

Der var i Saulus’ sjæl ingen tvivl om, at den talende var Jesus fra Nazaret, den længe ventede Messias, Israels trøst og Frelser. Skælvende og forfærdet spurgte han: “Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?” Og Herren sagde til ham: “Stå op og gå ind i byen, så skal det blive sagt dig, hvad du bør gøre.” ME 66.5

Da lysglansen var forsvunden, og Saulus rejste sig fra jorden, opdagede han, at han helt havde mistet sit syn. Kristi herligheds stråleglans havde været for stærk for dødelige øjne, og da den veg bort, sænkede nattens mørke sig over hans syn. Han troede, at denne blindhed var en straf fra Gud, fordi han så grusomt havde forfulgt Jesu disciple. Han famlede sig frem i frygteligt mørke, og hans rejsefæller, som var angst og forfærdede, “ledede ham så ved hånden og førte ham ind i Damaskus.” ME 66.6

Om morgenen på denne begivenhedsrige dag havde Saulus nærmet sig Damaskus med en følelse af selvtilfredshed på grund af den tillid, som ypperstepræsterne viste ham. De havde betroet ham et stort ansvar. Det var hans opgave at fremme den jødiske religions interesser ved om muligt at standse udbredelsen af den nye tro i Damaskus. Det var hans faste beslutning, at hans udsendelse skulle krones med held, og han havde med ivrig forventning set hen til de oplevelser, som han ventede, at fremtiden ville bringe. ME 66.7

Men hvor forskellig fra hans forventninger blev ikke hans ankomst til byen! Ramt af blindhed, hjælpeløs, plaget af samvittighedsnag og uden at vide, hvilken yderligere dom der ventede ham, opsøgte han disciplen Judas’ hjem, hvor han havde rig lejlighed til eftertanke og bøn. ME 67.1

I tre dage kunne Saulus ikke se, “og han hverken spiste eller drak.” Disse dage i sjæleangst var for ham så lange som år. Atter og atter mindedes han med fortvivlelse i hjertet den rolle, han havde spillet ved Stefanus’ martyrdød. Med rædsel tænkte han på sin skyld ved at lade sig beherske af præsternes og de skriftkloges ondskab og fordomme, selv da han havde set Stefanus’ ansigt lyse med himmelsk stråleglans. Sorgfuld og sønderknust genkaldte han sig de mange gange, hvor han havde lukket øjnene for de mest slående beviser og ubarmhjertigt havde tilskyndet til forfølgelse af dem, som troede på Jesus fra Nazaret. ME 67.2

Disse dage med grundig selvransagelse og sindets ydmygelse tilbragte han i fuldstændig afsondrethed. De troende, som var blevet advaret om Saulus’ hensigt med at komme til Damaskus, var bange for, at han måske forstillede sig for nemmere at kunne narre dem; og de holdt sig borte fra ham uden at vise ham nogen medfølelse. Han nærede intet ønske om at henvende sig til de uomvendte jøder, sammen med hvem han havde planlagt at forfølge de troende, for han vidste, at de ikke engang ville høre på, hvad han fortalte. Han syntes således at være afskåret fra al menneskelig deltagelse. Hans eneste håb om hjælp var en barmhjertig Gud, og med sønderknust hjerte vendte han sig til ham. ME 67.3

I de lange timer, hvor Saulus var ene med Gud, mindedes han mange af de skriftsteder, som viste hen til Kristi komme. Omhyggeligt genkaldte han sig profetierne med en hukommelse, der var skærpet ved den overbevisning, der havde bemægtiget sig hans sind. Når han tænkte på betydningen af disse profetier, undredes han over sin tidligere blindhed til at forstå, og over den blindhed, jødefolket som helhed havde udvist, og som havde ført til forkastelse af Jesus som den forjættede Messias. Nu syntes pludselig alt så langt lettere at forstå. Han vidste, at hans tidligere fordom og vantro havde formørket hans åndelige fatteevne og havde hindret ham i at erkende Jesus fra Nazaret som profetiernes Messias. ME 67.4

Efterhånden som Saulus fuldstændig overgav sig til Helligåndens overbevisende kraft, så han fejlgrebene i sit liv og erkendte Guds lovs vidtrækkende krav. Han, som havde været en hovmodig farisæer, der stolede på, at han var retfærdiggjort ved sine gode gerninger, bøjede sig nu for Gud så ydmygt og enfoldigt som et lille barn og bekendte sin egen uværdighed, mens han bønfaldt om en korsfæstet og opstanden Frelsers nåde. Saulus længtes efter at komme helt i samfund og samklang med Faderen og Sønnen, og i sit inderlige ønske om tilgivelse og godkendelse opsendte han brændende bønner til nådens trone. ME 67.5

Den angrende farisæers bønner var ikke forgæves! Ved Guds nåde forvandledes hans hjertes inderste tanker og følelser, og hans ædlere egenskaber blev bragt i samklang med Guds evige formål. For Saulus blev Kristus og hans retfærdighed mere end hele den øvrige verden. ME 68.1

Saulus’ omvendelse er et slående vidnesbyrd om Helligåndens underfulde magt til at overbevise syndige mennesker. Han havde sandelig troet, at Jesus fra Nazaret havde ringeagtet Guds lov og lært sine disciple, at den var uden betydning. Men efter sin omvendelse erkendte Saulus, at Jesus var den eneste, der var kommet til verden for at hævde sin Faders lov. Han var sikker på, at det var Jesus, som havde skabt hele det jødiske ofringssystem. Han forstod, at ved korsfæstelsen havde forbilledet mødt virkeligheden; at Jesus havde opfyldt de gammel-testamentlige profetier om Israels Frelser. ME 68.2

I beretningen om Saulus’ omvendelse findes der vigtige grundsætninger, som vi altid burde erindre. Saulus blev ført ind til Kristi nærhed. Han var den, som Kristus havde tiltænkt en meget betydningsfuld gerning, den, som skulle være “et udvalgt redskab” for ham; men alligevel fortalte Herren ham ikke lige straks om den tjeneste, der ventede ham. Han standsede ham på hans vej og overbeviste ham om hans synd, men da Saulus spurgte: “Hvad vil du, at jeg skal gøre?” bragte Gud den spørgende jøde i forbindelse med sin menighed for der at opnå viden om Guds vilje med ham. ME 68.3

Det vidunderlige lys, som skinnede i Saulus’ mørke, var Herrens værk; men der var også et arbejde, disciplene skulle gøre for ham. Kristus havde gjort åbenbaringens og overbevisningens gerning; og nu var den angrende synder i en tilstand, hvor han kunne lære af dem, som Gud havde beskikket til at lære ham sandheden. ME 68.4

Mens Saulus i sin ensomhed i Judas’ hus vedblev med at trygle og bede, viste Herren sig i et syn for “en discipel ved navn Ananias” og sagde til ham, at Saulus fra Tarsus bad og trængte til hjælp. “Stå op, og gå hen i den gade, som kaldes “Den Lige”, sagde det himmelske sendebud, “og spørg i Judas’ hus efter en mand ved navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. Og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham, for at han skulle få sit syn igen.” ME 68.5

Ananias kunne næppe tro på engelens ord, for Saulus’ hårde forfølgelse af de hellige i Jerusalem var rygtedes vidt og bredt. Han dristede sig til at gøre forestillinger: “Herre! jeg har hørt af mange om den mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra yp-perstepræsterne til at fængsle alle dem, som påkalder dit navn.” Men befalingen lod sig ikke rokke: “Gå! thi denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn.” ME 68.6

I lydighed mod engelens befaling opsøgte Ananias den mand, der så nyligt havde udstødt trusler mod alle, som troede på Jesu navn; han lagde hænderne på den angrende, forpinte mand og sagde: Broder Saul! det er Herren, som har sendt mig, Jesus, der viste sig for dig på vejen, du kom ad, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligånden.” ME 68.7

“Og straks faldt der ligesom skæl fra hans øjne, og han fik sit syn igen, og han stod op og blev døbt.” ME 68.8

Således bekræftede Jesus den indstiftede menigheds myndighed og bragte Saulus i for-bindelse med sine udvalgte hjælpere på jorden. Nu havde Kristus en menighed som sin stedfortræder på jorden, og tjenesten med at lede den angrende synder ind på livets vej tilkom den. ME 69.1

Mange har den tanke, at det kun er Kristus, de skal stå til regnskab for deres lys og erfaringer uafhængigt af hans bekendende efterfølgere på jorden. Jesus er synderes ven, og hans hjerte røres ved deres elendighed. Hans er al magt, både i Him-melen og på jorden; men han ærer de hjælpere, han har udvalgt til menneskers oplysning og frelse. Han leder syndere hen til menigheden, som han har gjort til en lysets vej for verden. ME 69.2

Da Saulus midt i sin blinde vildfarelse og fordom fik en åbenbaring af Kristus, som han forfulgte, blev han bragt i direkte forbindelse med den menighed, som er verdens lys. I dette tilfælde er Ananias Kristi stedfortræder og repræsenterer også Kristi præster på jorden, som er indsat til at handle på hans vegne. I Kristi sted berører Ananias Saulus’ øjne, for at de kan modtage synet. I Kristi sted lægger han hænderne på ham, og mens han beder i Jesu navn, modtager Saulus Helligånden. Alt gøres i Jesu navn og ved hans kraft. Kristus er selve kilden, menigheden er forbindelsesledet. ME 69.3